MedWatch

Widex' Sivantos-fusion kan gennemføres inden nytår

Widex og Sivantos har i starten af oktober indsendt en officiel fusionsansøgning til EU-Kommissionen.

Den privatejede danske høreapparatproducent Widex' sammenlægning med Sivantos har ikke længere helt så lange udsigter.

Nu er forventningen nemlig, at fusionen med det EQT-ejede Sivantos kan blive godkendt og endeligt gennemført allerede inden årsskiftet.

"I modsætning til tidligere regner vi nu med, at vi får en godkendelse på den her side af januar, og det vil sige, at vi kan lukke fusionen på den her side af januar også," siger Jørgen Jensen, der er administrerende direktør hos Widex, til Ritzau Finans.

"Og det er klart, at det vil være sundt for begge organisationer at få skabt klarhed, så vi kan komme videre," uddyber han.

De to selskaber har i starten af oktober indsendt den officielle fusionsansøgning til EU-Kommissionen, og derfor ventes der ikke at være lang tid til en endelig godkendelse.

"Så har EU-Kommissionen en periode til at gå alt materialet igennem. Det har den 25 arbejdsdage til, og indtil videre har der ikke været nogen problemer eller kritiske spørgsmål," siger Jørgen Jensen.

"Vi har ingen grund til at vente, at EU-Kommissionen ikke skulle kunne godkende det. Den har en relativt kort deadline til at gøre det færdigt, og så tager den en dialog med os om, hvorvidt det er en helt ren godkendelse, eller om der skal nogle tiltag til," fortsætter Widex-topchefen.

Fusionen mellem de to selskaber blev annonceret i maj, og forventningen har hele tiden været, at det ville tage mellem seks og 12 måneder at gennemføre sammenlægningen.

Mere fra MedWatch

Læs også

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier