MedWatch

Finansdirektør i Coloplast: På sporet med vækstplan

Danske Coloplast ser ud til at opfylde sine langsigtede målsætninger og driftsplan, som koncernen sidste år præsenterede.

Foto: Ritzau Scanpix/Sarah Christine Nørgaard

Da Coloplast i november sidste år annoncerede nye langsigtede målsætninger, løftede den danske medicokoncern samtidig sløret for en ny driftsplan, og den forløber indtil videre som planlagt.

"Vi vil bekræfte, at vi er på sporet med det initiativ," lyder det fra Anders Lonning-Skovgaard, der er finansdirektør hos Coloplast, på selskabets kapitalmarkedsdag på hovedkontoret i Humlebæk tirsdag.

Driftsplanen går under navnet Global Operations 4, og den skal være med til at forbedre koncernens lønsomhed over en årrække. Den indebærer blandt andet lukningen af fabrikken i Thisted, som blev annonceret i november sidste år, og dermed vil Coloplast reducere antallet af danske produktionsmedarbejdere til 200.

"Vi forventer, at det er sket i det næste regnskabsår," siger Anders Lonning-Skovgaard.

Planen indebærer også besparelser på indkøb, mens planen også forventes at have en selvforstærkende effekt på de faste omkostninger, og samlet skal den være med til at bidrage til en forbedring af effektiviteten og lønsomheden hos koncernen.

"Jeg forventer, at dette initiativ vil bidrage med omkring 100 basispoint på EBIT-marginen i 2019/20 og 150 basispoint i 2020/21. Men i år og næste år vil vi have nogle omstruktureringsomkostninger, da vi er i gang med processen med at afskedige medarbejdere i Danmark," siger finansdirektøren.

I de langsigtede målsætninger sigter Coloplast efter en driftsmargin, EBIT-margin, på "mere end 30 pct.", og for det indeværende regnskabsår 2017/18 lyder forventningen på en margin før særlige poster i faste valutakurser på 31-32 pct.

"Jeg forventer at levere i midten af det interval," siger Anders Lonning-Skovgaard.

I indeværende regnskabsår har nogle af omstruktureringsomkostningerne allerede ramt, mens Coloplast også har været ramt af blandt andet prisreformer hos sundhedsmyndigheder i forskellige lande på tværs af forretningen.

Coloplasts ledelse har kaldt 2017/18 et "investeringsår", og i forbindelse med årsregnskabet i november sidste år kom det frem, at selskabet vil fordoble investeringerne til 2 pct. af omsætningen frem mod 2020.

Den økonomiske satsning skal sikre, at Coloplasts årlige organiske vækst lander i toppen af intervallet 7-9 pct. , som selskabets langsigtede målsætning lyder på.

"Vi har investeret ret markant i udviklede lande som USA, og vi har også investeret i emerging markets samt et par markeder i Europa. De andre store investeringer er inden for innovation, og vi har også øget vores salgsstyrke ret markant over de seneste år," siger Anders Lonning-Skovgaard, der fortæller, at investeringerne allerede begynder at kunne mærkes, og at toplinjevæksten i dag er bredt baseret både for markeder og forretningsområder.

Af præsentationen fremgår det, at den samlede salgsstyrke er blevet øget med 10 pct. siden 2015/16, mens markedsadgangsfunktionen er blevet omkring 50 pct. større. Derudover er forsknings- og udviklingsafdelingen blevet øget med omkring 20 pct. i samme periode.

Lars Rasmussen: Væksten i sårpleje er langsommere end vi ventede

Coloplast vil lancere stomiposer der selv kan advare om lækage 

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier