Sydbank: Tredje GN-opjustering på et halvt år viser høj klasse
En række nye headsets har sikret overraskende høj vækst hos GN Group i andet kvartal, og det vil sende aktien frem på aktiemarkedet onsdag.
Det vurderer aktieanalytiker Morten Imsgard fra Sydbank på bagkant af regnskabet fra GN Group, som består af høreapparatselskabet GN Hearing og headsetproducenten GN Audio.
"Det er et fremragende resultat i GN Audio, der leverer tredje opjustering i år, og det viser, at selskabet virkelig har ramt plet med deres nye produktserier. Det er superstærkt," siger Morten Imsgard.
Han peger især på produktserien Jabra Engage, der er henvendt til ansatte i for eksempel callcentre, banker eller forsikringsselskaber.
GN Audio havde en organisk vækst på 11 pct. i andet kvartal, hvilket overgik den ventede fremgang på 9,8 pct., og selskabet opjusterer forventningerne til hele året for tredje gang på seks måneder, så det nu regner med en vækst på 16-19 pct. mod tidligere 15 pct.
Morten Imsgard hæfter sig også ved, at GN Audio har fået vendt en negativ udvikling i den del af forretningen, der sælger direkte til forbrugerne, hvilket tæller produkter som headsets til musik.
Her har salget været faldende gennem flere år, men udviklingen er blevet vendt til positiv vækst i andet kvartal - blandt andet via den nye produktserie Jabra Elite.
"Det viser, at selskabet egenhændigt har drevet udviklingen ved at sende produkter på markedet, som gør en forskel for slutbrugeren," siger Morten Imsgard.
Hearing leverer som forventet
Mens væksten overraskede positivt i GN Audio, leverede høreapparatselskabet GN Hearing på linje med forventningerne med en organisk vækst på 6 pct. i andet kvartal.
For årets første halvdel er væksten på 5 pct., og der skal dermed løbes stærkere i sidste halvdel af året for at nå forventningen for 2018 om en vækst på over 6 pct. i GN Hearing.
Morten Imsgard vurderer dog, at det bliver til at indfri, da selskabet i sidste uge lancerede det nye høreapparat Resound Linx Quattro.
"GN Hearing leverer på linje med det ventede - men har så med produktlanceringen i sidste uge øget troen på, at det kan levere højere vækst i andet halvår," siger han.
Morten Imsgard spår, at aktien vil stige 3-4 pct. på bagkant af regnskabet og dermed lægge yderligere på de mere end de knap 53 pct., som den er steget i år. Onkring kl. 10 onsdag formiddag er aktien oppe med cirka 4,5 pct.
GN leverer stærk vækst, men fastholder forventninger
Analytiker: Nyt GN-produkt skal trække vækstløft i andet halvår