MedWatch

Medicoiværksættere sikrer sig 5 mio til at udvikle 3D-printede knogleimplantater

Spinoutselskabet Particle3D har sikret sig finansiering til at udvikle en særlig type 3D-printet knogleimplantat, som efter planen skal indopereres i de første patienter næste år. Samtidig er man gået på jagt efter en erfaren topchef til at styre selskabet fremover.

Casper Slots (billedet) har sammen med sin tidligere studiekammerat Martin Bonde Jensen stiftet selskabet Particle 3D. | Foto: Chris Linde/ Creative Commons - https://www.lindevisuals.dk/

Det unge fynske medicoselskab Particle3D har nu sikret sig finansiering frem til, at man kan begynde at teste sin opfindelse - en særlig type 3D-printet knogleimplantat - i mennesker for første gang.

Ifølge Berlingske Business har selskabet således fået seed-finansiering fra innovationsmiljøet Preseed Ventures og en række business angels på i alt 5,1 mio. kr.

Particle 3D har udviklet en teknologi, der gør det muligt at 3D-printe knoglelignende implantater, som er skræddersyede til hver enkelt patient og lavet af stoffer og mineraler, der findes naturligt i vores kroppe. Materialet giver en række fordele over for nuværende implantater af titanium eller plastik og kan altså samtidig tilpasses hver enkelt patient nøje.

Selskabet er startet af de to tidligere studiekammerater Casper Slots og Martin Bonde Jensen, og det udspringer af de to stifteres bachelorprojekt på Syddansk Universitet.

Casper Slots sagde i oktober sidste år til MedWatch, at han håbede på en godkendelse af de 3D-printede implantater som et såkaldt custom medical device i EU i 2019, mens en kommerciel godkendelse skulle følge et par år senere.

Martin Bonde Jensen siger dog til Berlingske Business, at man forventer de første implantater bliver indopereret i mennesker i løbet af 2019, mens en kommerciel lancering af et produkt først forventes om tre til fem år.

Med den nye finansiering skal selskabet nu have opbygget et laboratorium i Odense til at understøtte fremtidige forsøg, men allerede næste år forventer Martin Bonde Jensen, at der skal rejses flere penge. Samtidig er selskabet så småt gået i gang med at opbygge en organisation og sammensætte en bestyrelse, ligesom man i løbet af efteråret planlægger at hyre en erfaren person fra industrien som adm. direktør.

Dansk opstartsselskab vil lancere 3D-printede knogleimplantater i 2019

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier