MedWatch

Velfærdsselskab åbner op for private opfindere i mini-inkubator

Efter at have skaffet sit hovedprodukt fra en privat opfinder vil den nordjyske virksomhed Liftup nu lave en mere formaliseret inkubator for andre idéfolk udefra.

Foto: Colourbox

Der skal fart på væksten hos den nordjyske virksomhed Liftup, som lever af at skabe liftudstyr til pleje- og sundhedssektoren. Og derfor åbner virksomheden nu op for en større adgang for private opfindere og idéfolk udefra, som skal hjælpe med at finde de nye produkter til fremtiden.

Det fortæller selskabets adm. direktør Søren Elisiussen og innovationschef Flemming Eriksen til MedWatch.

”Vi er i gang med en rimelig heftig vækststrategi for øjeblikket, men vækst kommer jo ikke af sig selv. Derfor er vi også bevidste om, at vi ikke bare kan holde os inden for vores egne fire vægge, og opfinde alt, hvad der er behov for,” siger Flemming Eriksen.

Etableringen af den nye opfinderplatform kommer i forbindelse med, at Flemming Eriksen, der tidligere var adm. direktør for virksomheden, har helliget sig produktudviklingen, da Søren Elisiussen satte sig i chefstolen.

Og han har travlt. For efter selskabets strategiplan skal man på årsbasis vokse med 50 pct. de kommende år – i 2017 endte selskabet med en bruttofortjenenste på over 27 mio. kr.

Vi har noget at tilbyde

Projektet, som indtil videre går under navnet opfinderplatformen, udspringer af tidligere erfaringer med at inddrage en ekstern opfinders ideer i butikken. Selskabets absolutte topprodukt, den transportable personlift Raizer, kommer nemlig på baggrund af en opfinder-henvendelse.

Og selvom det primært er tiltænkt som et projekt, der kan polstre Liftups egen pipeline, så har ledelsen da også nogle lidt mere almennyttige ideer om platformen.

”Liftup har en hel del erfaring med den her proces, og har samlet en masse læring om, hvordan det foregår i praksis. De erfaringer vil vi sætte i spil, så vi også kan hjælpe andre,” siger Søren Elisiussen og tilføjer:

”Vi mener, at der er et behov for, at der er nogen som går forrest for at hjælpe opfinderne og idemagerne. Og her har vi noget at tilbyde.”

Har modtaget flere henvendelser

Projektet er kun i sin vorden, men man har nu den mere formaliserede proces på plads og er også ved at være klar med markedsføringsmaterialet.

Men selvom man endnu ikke for alvor har sat gang i platformen endnu, modtager Flemming Eriksen allerede omkring én ny henvendelse om måneden. Nogle af de ideer, som man har fået pitchet, er under behandling, men stadig kun i konceptfasen, men det er da også langt fra alle der kan bruges.

”Det problem, vi nok oftest ser, er, at der allerede er et rivalisende produkt på markedet, og så går vi ikke ind i det. For på nuværende tidspunkt er det ikke vores strategi at lave nye produkter, der kun skal konkurrere på pris,” forklarer Flemming Eriksen.

Dermed ikke sagt, at man bare bliver sparket ud af døren, hvis projektet ikke falder i tråd med strategien. Flemming Eriksen og hans hold bruger som regel tid på at hjælpe og guide dem, som rammer ved siden af virksomhedens ønsker og behov.

”Det gør vi jo i troen på, at hvis vi behandler folk ordentligt, så resulterer det nok også i, at flere er trygge ved at komme til os med deres ideer,” siger Flemming Eriksen.

Intet opsøgende arbejde endnu

Som nævnt tidligere er virksomheden i fuld gang med en stor vækststrategi, og som sådan skal opmærksomheden også deles mellem flere indsatsområder. Derfor holder man også tøjlerne stramt i forhold til, hvor meget energi og ressourcer der skal bruges på projektet allerede nu.

”Vi kommer nok til at lave noget opsøgende arbejde på et tidspunkt, men til at starte med fokuserer vi på at sprede kendskabet til platformen – at Liftup er stedet, som man kan komme til med sine ideer,” siger Søren Elisiussen.

Indtil videre har man hyret endnu en medarbejder til at hjælpe Flemming Eriksen med at håndtere de indgående henvendelser og afventer nu at se, hvor meget markedsføringen kan øge antallet.

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier