MedWatch

Virksomheder vil erobre Mellemøsten

Efterspørgslen på sundhedsydelser vokser hastigt i Mellemøsten og det samme gør danske virksomheders eksport til regionen, der nu har rundet 5 mia. kr.

Kronprinseparret og en række af regeringens ministre besøgte i 2016 Saudi-Arabien i et fremstød for at fremme dansk eksport. | Foto: /ritzau/Mathias Løvgreen Bojesen

En aldrende befolkning, en stigende forekomst af livsstilsygdomme samt en mere generel udbygning og modernisering af sundhedsystemerne i Mellemøsten har gjort regionen til et attraktivt eksportmarked for leverandører af blandt andet medicoteknisk udstyr.

Intet sted er det mere tydeligt end til messen Arab Health i Dubai, der i år forventer at tiltrække op mod 100.000 distributører og indkøbere fra sundhedssektorerne i Mellemøsten og flere end 4000 udstillere fra hele verden.

"Det er den absolut største og mest betydningsfulde messe om medicinsk udstyr i Mellemøsten," siger Thomas Andersen, leder af eksportorganisationen Danish Health Tech Group, der for femte år i træk deltager i messen med en stand, der giver danske virksomheder som Ambu og Linak et fælles udstillingsvindue mod de mange potentielle kunder.

Der sker så meget i regionen, der medfører et stort behov for udstyr, ydelser og teknologi, og her står danske virksomheder stærkt.

Thomas Andersen, leder, Danish Health Tech Group

I alt udstiller knap 20 danske virksomheder ved dette års Arab Health-messe. Og det er der god mening i, mener Danish Health Tech Group.

"Der sker så meget i regionen, der medfører et stort behov for udstyr, ydelser og teknologi, og her står danske virksomheder stærkt, og er i regionen kendetegnet ved høj kvalitet, godt design og innovation," siger Thomas Andersen til MedWatch.

Kraftigt stigende efterspørgsel

Ifølge Dansk Industri eksporterede danske life science-virksomheder i 2016 for samlet 5,3 mia. kr. til regionen, og det tal kan meget vel vokse sig endnu større over de kommende to årtier, hvor Danish Health Tech Group anslår, at efterspørgslen på sundhedsfaglig ydelser i Mellemøsten kan stige med op mod 240 pct.

Siden 2011 er danske virksomheders eksport af sundhedsteknologiske produkter da også steget mere end den samlede eksport i fem ud af seks år.

 

"I regionen oplever mange lande i disse år en stigende levestandard, og med dette stiger efterspørgslen på sundhedsydelser gerne i takt," siger sundhedspolitisk chef Mie Rasbech, Dansk Industri, om udviklingen.

"Og selvom regionen også kan være præget af en vis usikkerhed, så viser erfaringerne fra tidligere, at efterspørgsmål på sundhedsydelser er konjunkturufølsom, og det taler for, at der fortsat er et stort potentiale for at øge eksporten til regionen," tilføjer hun.

Potentialet i regionen understreges af, at det officielle Danmark igennem flere år med jævne mellemrum har gennemført erhvervsfremstød i regionen - blandt andet i 2016, hvor repræsentanter fra regeringen og kronprinseparret besøgte Saudi-Arabien.

Fordoble omsætning

En af de virksomheder, der nyder godt af det stigende behov for sundhedsteknologiske løsninger er medicoselskab Lina Medical, der udvikler og sælger minimalt invasivt udstyr til gynækologiske indgreb.

I 2018 deltager selskabet for anden gang på Arab Health-messen, selvom det gennem en længere årrække har været aktiv i Mellemøsten og i sommeren 2017 vandt et stort udbud om at levere udstyr til Saudi German Hospitals Group, der er den største private udbyder af sundhedsydelser i Mellemøsten med ambition om at indvie sit 30. hospital i 2018.

"Døren er åben for os nu," siger Hans Nugteren, salgsdirektør i Lina Medical, der som konsekvens af udbuddet forventer at fordoble omsætning i regionen inden for de næste tre år fra fire til otte mio. kr.

"Vi har lige lanceret et nyt, spændende produkt, som vi selvfølgelig har med til Arab Health, hvor vi forventer at møde både de læger, der skal bruge vores udstyr, samt vores netværk at distributører," siger Hans Nugteren.

Arab Health foregår i Dubai fra 29. januar til 1. februar.

Dansk sundhed til Mellemøsten 

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier