MedWatch

Analytiker tror på snarlig milliardordre til Bavarian Nordic

De amerikanske myndigheder vil i løbet af de kommende uger lægge ordre til knap 4,4 mia. kroner hos Bavarian Nordic, mener Jyske Banks analytiker.

Foto: Ritzau Scanpix/Simon Fals

Bavarian Nordic vil snart modtage en stor ordre på sin frysetørrede koppevaccine fra de amerikanske myndigheder, vurderer Jyske Bank efter at have deltaget på torsdagens kapitalmarkedsdag i New York.

Ordren vil ifølge Bavarian formentlig omfatte 20 mio. doser til en pris på 35 dollar per styk. Det giver en samlet værdi af ordren på 700 mio. dollar, eller knap 4,4 mia. kr. Heraf har Bavarian dog allerede modtaget en ordre på bulkvaccine, der senere kan frysetørres, til en værdi af 233 mio. dollar.

"Størrelsen af ordren er på linje med vores forventninger, og den burde komme i løbet af de næste par uger," skriver Jyske Bank-analytiker Frank Hørning Andersen i et notat.

Han kalder præsentationen af Bavarians pipeline på kapitalmarkedsdagen for "overbevisende" og har ikke pillet ved sin anbefaling "køb" og kursmålet på 280 kr. per aktie.

I forhold til Prostvac, der i sidste uge fejlede i et fase 3-studie mod prostatakræft, konstaterer han, at der stadig er mulighed for, at Prostvac vil kunne bruges i kombination med andre lægemidler til behandling af prostatakræft.

Desuden ser Jyske Bank frem til yderligere analyser af fase 3-studiet for at blive klogere på Prostvacs muligheder.

Aktien i Bavarian Nordic stiger fredag med 2,2 pct. til 256 kr.

Dermed har aktien genvundet over 11 pct. denne uge oven på styrtdykket fredag, hvor aktiekursen blev næsten halveret, da nyheden om det fejlslagne fase 3-studie kom ud.

Bavarian fokuserede på fremtiden i New York

USA planlægger at bestille frysetørret Bavarian-vaccine

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier