
Onxeos omsætning voksede i årets første kvartal med 55 pct. til 1,21 mio. euro, fortæller biotekselskabet i en finansiel opdatering, der er offentliggjort onsdag aften.
Selskabet havde desuden en kassebeholdning på 21,7 mio. euro per 31. marts, hedder det i meddelelsen.
Biotekselskabet venter fortsat, at det i løbet af sommeren kan offentliggøre fase 3-resultater med lægemiddelkandidaten Livatag til behandling af leverkræft. Dataene kan give et fingerpeg om, hvorvidt Onxeo ender med at få valuta for de millionbeløb, der er gået til forskning og udvikling sidste regnskabsår.
I periodemeddelelsen hedder det også, at Onxeo i januar færdiggjorde rekrutteringen af deltagere til fase-3-forsøget.
"Vores præstationer i første kvartal af 2017 flugter perfekt med vores strategi, der har som mål at positionere Onxeo som en større reference i forhold til sjældne kræftsygdomme," siger Judith Greciet, der er adm. direktør for Onxeo, i meddelelsen.
Omsætningen på 1,21 mio. euro bestod af 0,91 mio. euro i omsætning fra fortsatte aktiviteter fra salg af produkter til Onxeos kommercielle partnere samt milepælsbetalinger. Det er en stigning på 21 pct. i forhold til samme kvartal for et år siden ifølge Onxeo.
0,30 mio. euro er en engangspost, da den stammer fra licensaftalen med Pint Pharma, der blev underskrevet i 2016.
Onxeo gør kræftmiddel tilgængeligt i europæiske lande