MedWatch

Optræk til nervepirrende Novo Nordisk-opgør i USA

Et af de store slag på det amerikanske diabetesmarked bliver i løbet af et års tid sandsynligvis skudt i gang. Men hvordan står Novo Nordisk positioneret i kampen mod Sanofi? Og hvilken betydning vil de biosimilære versioner af Sanofis milliardsællert Lantus få?

Foto: Colourbox

Milliarder er på spil.

Hvis alt går som forventet, vil Novo Nordisk og franske Sanofi i begyndelsen af 2016 i USA  indlede en hård kamp mellem to, nye potentielle milliard-sællerter - de to langtidsvirkende insuliner, Tresiba fra Novo Nordisk, og Toujeo fra Sanofi. Begge lægemidler er i støbeskeen, og forventningerne er tårnhøje.

I dag står kampen mellem Novo Nordisks lægemiddel Levemir og lægemidlet Lantus fra Sanofi - begge lægemidler er i sig selv milliardforretninger.

Det er en kamp, som Sanofi målt på markedsandele og salgstal har vundet, selvom Levemir for tiden fortsætter væksten, mens Lantus er under massivt pres. Noget, der kun forventes at vokse, fordi Lantus løber af patent i USA i februar 2015.

MedWatch har interviewet Claus Henrik Johansen, senior porteføljemanager i kapitalforvalteren Danske Capital, om konkurrencen her og nu – men endnu vigtigere, hvordan konkurrencen på sigt kan forventes at blive.

De fleste er enige om, Tresiba er et bedre middel end Toujeo. Det handler bare om meget mere – i særdeleshed markedsføring – og Sanofi har en rigtig god markedsføringsmaskine

Claus Henrik Johansen, senior porteføljemanager i Danske Capital

Presset Sanofi

Sanofi kom i forbindelse med selskabets regnskab for tredje kvartal 2014 i voldsom modvind på det franske aktiemarked, efter at selskabets regnskab indikerede hårdt pres på den amerikanske diabetesforretning næste år grundet voksende konkurrence. Siden fyrede selskabet sin topchef Chris Viehbacher uden dog at nævne situationen i USA som en del af årsagen.

 Her er 10 potentielle kandidater til topjobbet i Sanofi 

Omvendt fremlagde Novo Nordisk et regnskab for tredje kvartal 2014, der viste, at Levemir tager markedsandele, og at salget i USA i tredje kvartal var steget med hele 42 pct. til 2.547 mio. kr., dog stærkt hjulpet på vej af en stigende dollar.

”Det, der er sket i forhold til Novo og Sanofi, er, at Sanofi har hævet prisen på Lantus meget de seneste 18-24 måneder. Det har presset nogle af forsikringsselskaberne, og det er de blevet lidt mugne over. Levemir har historisk hele tiden givet lidt mere rabat end Lantus og har på den måde fået opbygget en markedsandel i USA. Det betyder, at man har valgt Levemir som second choice, hvis du kan få det, fordi man har fået det ind på listen, og Novo giver rabat. Det er smart for dem, der køber,” siger Claus Henrik Johansen til MedWatch og tilføjer:

”Min vurdering er, at der er nogen, som har sagt til Sanofi, at Novo har sagt, de gerne vil være first supplier, (førstevalg som leverandør, red.)og så har man været bange for, at Levemir bliver endnu større. Jeg tror ikke, at Novo har sagt det, men Sanofi har været nervøse, fordi de skal ud og lancere Toujeo næste år. Sanofi har på det seneste, så vidt jeg er orienteret, givet omtrent lige så meget rabat på Lantus, som Novo har givet på Levemir,” siger Claus Henrik Johansen.

Højere priser

Senest har begge parter lige hævet listepriserne igen, så ifølge Claus Henrik Johansen skal man også passe på med at lægge alt for meget i det prispres, man hører om. Hans tror, der har været forhandlinger kørende inden for diabetesforretningen, som ikke er gået helt så godt, som man havde forventet, hvilket har ført til fyringer i Sanofi.

Hvis Sanofi vinder sagen, så betyder det, at Eli Lilly ikke kan lancere i 2016. Det er en sag, der bliver meget spændende at følge

Claus Henrik Johansen, senior porteføljemanager i Danske Capital

 Sanofi fyrer topchef

 Sanofi hyrer ny USA-direktør 

Både Sanofi og Novo Nordisk selv har tidligere været ude med forholdsvis selvsikre meddelelser om, at de respektive koncerner mener, at deres kommende insulin, altså Toujeo og Tresiba, er bedre end konkurrentens produkt.

Hvordan ser du på konkurrencen mellem Tresiba og Toujeo? Begge parter mener jo, at deres produkt er det bedste?

”De fleste er enige om, at Tresiba er et bedre middel end Toujeo. Det handler bare om meget mere – i særdeleshed markedsføring – og Sanofi har en rigtig god markedsføringsmaskine. Man skal absolut ikke undervurdere det faktum, at Sanofi kommer med en ny insulin. Der kommer til at være virkelig hård konkurrence,” siger Claus Henrik Johansen.

Så lidt forsimplet har Novo Nordisk i Tresiba den bedste insulin, men Sanofi har den bedste salgsstyrke?

”Jeg ved ikke, om Sanofi har den bedste salgsstyrke længere, men de har i hvert fald den største markedsandel. Og det er altid nemmere at komme ind med et nyt produkt, hvis man har den største markedsandel. Det er det hovedsageligt, fordi der så er flere læger, som lytter til dig. Hvis alt går vel for Novo Nordisk, så kan de måske komme på markedet med Tresiba tre måneder efter, at Sanofi har lanceret Toujeo. Folk ved godt, at Tresiba er en rigtig god insulin, men Novo Nordisk er bare lidt bagud i forhold til en potentiel lancering,” siger Claus Henrik Johansen.

Milliardsalg

Lantus har i årets første tre kvartaler solgt for 3.03 mia. euro i USA, svarende til 22,53 mia. kr. Levemir har i samme periode solgt for 6,91 mia. kr. i Nordamerika, fremgår det af tal fra de to koncerner.

Lanceringen af Tresiba blev udskudt tilbage i februar 2013, fordi FDA afviste at godkende insulinet med krav om et nyt studie af hjerte-kar-risici.

Novo meddelte i forbindelse med fremlæggelsen af halvårsregnskabet i august 2014, at man i bedste fald ville kunne lancere Tresiba på det amerikanske marked i begyndelsen af 2016. Både Tresiba og Toujeo er langtidsvirkende basalinsuliner, som skal tages én gang dagligt.

Biosimilære på vej

Sanofi har for nylig også været ude med en melding om, at man har et lidt mere afdæmpet syn på diabetesmarkedet i USA, men Claus Henrik Johansen påpeger, at Sanofi i den forbindelse har kigget fem år ud i fremtiden.

”Det har man, fordi der kan komme biosimilære versioner af Lantus på markedet. Det betyder meget for konkurrencen, og det er noget, som markedet mener får betydning for Sanofi,” siger Claus Henrik Johansen og uddyber:

”Det drejer sig først og fremmest om Eli Lillys biosimilære version af Lantus, og så kommer Mylan, og endelig Merck også med en,” siger Claus Henrik Johansen.

”Det er lidt teknisk, men man kan ansøge om en markedsføringstilladelse til en kopi via flere forskellige ’ruter’ i USA. Man kan ’file’ via en ’rute’, der hedder 505-B2, som er en ikke-substituerbar insulin, og det betyder, at den er biosimilær, dvs. at den ikke er helt identisk. Men der er et særtilfælde. Man har nemlig fundet ud af, at Perrigo har fået godkendt en substituerbar version af en gel, som AbbVie har lavet, via en 505-B2-filing. Det vil sige, at det godt kan ske det, at selvom selskaberne har filet via 505-B2, så kan det måske godt blive godkendt som en substituerbar-insulin. Det er dog ikke det mest sandsynlige scenario, men det er heller ikke usandsynligt, og det er noget vi holder stærkt øje med,” siger Claus Henrik Johansen.

Afgørende retssag

Eli Lilly meddelte tilbage den 23. december 2013, at de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, havde accepteret Eli Lilly og tyske Boehringer Ingelheims fælles ansøgning for lægemiddelkandidaten med det mundrette navn LY2963016, der er en biosimilær version af Lantus. Tilbage den 31. januar valgte Sanofi så at sagsøge Eli Lilly. En retssag, der potentielt kan betyde forskellen på flere mia. dollars.

”Sanofi har jo sagsøgt Eli Lilly i forhold til Eli Lillys biosimilære version, og den sag bliver kørt i 2016. Sagen drejer sig bl.a. om formuleringspatenter, som løber længere end til 2016. Hvis Sanofi vinder sagen, så betyder det, at Eli Lilly ikke kan lancere i 2016. Det er en sag, der bliver meget spændende at følge,” siger Claus Henrik Johansen.

 Novo: Levemir tager markedsandele i USA

 Novo overrasker på driften 

 Novo melder om fortsat prispres i USA 

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MedWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier