MedWatch

Google-selskab bruger milliarder på sygdomsbekæmpelse

Google-selskabet Calico og medicinalgiganten AbbVie har indgået et samarbejde rettet mod opdagelse og udvikling af nye lægemidler mod aldersrelaterede sygdomme, herunder kræft og Alzheimers. De to partnere spytter op mod 8,5 mia. kr. i projektet.

De dage hvor Google bare var en søgemaskine er for længst forbi. Den allestedsnærværende teknologigigant har udvidet forretningen til en lang række områder, og på det seneste har man også for alvor kastet sig ind på sundhedsområdet.

Koncernens nye briller, Google Glass, er godt på vej til at indtage alverdens hospitaler som hjælpeudstyr til læger, i løbet af sommeren annoncerede Google også, at man ville samarbejde med den schweiziske medicinalvirksomhed Novartis om at udvikle en ny intelligent kontaktlinse til medicinsk behandling af øjenlidelser, og allerede tilbage i 2013 søsatte man biotekselskabet Calico, hvis erklærede formål det er at modvirke menneskers aldring og forlænge selve livet.

Det Google-ejede biotekselskab, hvis fulde navn er California Life Corporation, forsøger nu at leve op til sit mål gennem et nyt, storstilet samarbejde med den amerikanske medicinalvirksomhed AbbVie. Det skriver AbbVie i en pressemeddelelse.

Samarbejdet mellem de to selskaber er rettet mod opdagelse, klinisk udvikling og markedsføring af nye lægemidler til patienter med aldersrelaterede sygdomme, herunder kræft, Alzheimers sygdom og demens.

De to parter investerer samlet op mod 8,5 mia. kroner i partnerskabet, som også fører til etableringen af et nyt forskningscenter i San Francisco.

Oprettelsen af det nye forskningscenter betyder også, at Google-selskabet skal opruste mandskabsmæssigt, og derfor vil man begynde at hyre nye medarbejdere med det samme med henblik på at opbygge et omfattende hold af forskere til centret.

Detaljer om forskningssamarbejdet:

• AbbVie og Calico vil hver i første omgang give op til 250 mio. dollar til at finansiere samarbejdet, og begge parter har mulighed for at bidrage med yderligere 500 mio. dollar.

• Calico vil være ansvarlig for forskning og tidlig udvikling i løbet af de første fem år og fortsætte med at fremme samarbejdsprojekter gennem fase 2a i en tiårig periode.

• AbbVie vil støtte Calico i de tidlige forsknings- og udviklings-faser og vil have mulighed for at styre sen-fase-udvikling og kommercielle aktiviteter efter afslutningen af fase 2a-studier.

• Begge parter vil dele omkostninger og fortjeneste ligeligt.

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier