MedWatch

Sanofi-samarbejde skal føre til ”naturlige” lægemidler

Et nyt samarbejde mellem franske Sanofi og en af Europas førende forskningsorganisationer skal føre til opdagelsen af naturlige kemiske og biologiske stoffer, som kan bruges til at udvikle nye lægemidler mod infektionssygdomme.

Foto: Sanofi

Den franske medicinalkoncern Sanofi, som kæmper en indædt kamp med Novo Nordisk på diabetesområdet, har indgået et nyt samarbejde med den store tyske forskningsorganisation Fraunhofer-Gesellschaft. Det skriver medicinalselskabet i en pressemeddelelse.

De to parter vil oprette et nyt forskningscenter, som skal sætte fart på opdagelse og udvikling af nye lægemidler til behandling af infektionssygdomme.

Ifølge aftalen vil Sanofi og Fraunhofer IME (Institute for Molecular Biology and Applied Ecology) samarbejde om at identificere og optimere naturligt forekommende kemiske eller biologiske stoffer, inden for dette sygdomsområde.

”Der er et stort medicinsk behov for at bekæmpe infektionssygdomme globalt. Det er vigtigt, når man tænker på stigningen i antibiotikaresistens verden over især på hospitaler, hvor der i stigende grad forekommer alvorlige, ofte livstruende infektioner – et område hvor man kun har set få fremskridt i de senere år,” udtaler dr. Elias Zerhouni, Sanofis forskningsdirektør, i pressemeddelelsen.

Tilgangen, som samarbejdet gør brug af, kan muligvis også blive brugt inden for andre indikationer såsom diabetes, smertebehandling og sjældne sygdomme, hvor lægemidler baseret på naturlige stoffer har vist sig at spille en vigtig rolle i behandling og forebyggelse af sygdomme, skriver Sanofi.

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier