
De franske medicinalselskaber Stallergenes og DBV Technologies indgår nu et forsknings- og udviklingssamarbejde på allergiområdet. Det oplyser Stallergenes i en pressemeddelelse.
Stallergenes er ligesom den danske allergikoncern ALK et af de fremmeste selskaber på markedet for immunterapier til behandling af allergisygdomme. DBV befinder sig ligeledes på allergimarkedet, hvor man har udviklet teknologien Viaskin, som har ført til et markedsført produkt mod bl.a. peanutallergi.
Det er også denne teknologi, der skal danne grundlag for det nye samarbejde, som vil være rettet mod behandling af birkepollenallergi, og følger en bredere samarbejdsaftale mellem de franske selskaber rettet mod udvikling af innovative terapier mod en række luftvejsallergisygdomme.
Ifølge aftalen skal Stallergenes finansiere DBVs prækliniske forskning, som inden for 18 til 24 måneder skal føre til en lægemiddelskandidat, som gør brug af Stallergenes’ specielle allergen mod birkepollen. Herefter får Stallergenes de fulde, globale rettigheder til kandidaten, mens DBV kan modtage milepælsbetalinger på mere end 1 mia. kr samt royalties af salget af et eventuelt produkt.
Stallergens overtager ydermere 2 pct. af aktierne i DBV Technologies igennem aftalen.