Takeda dropper milliardaftale

Den japanske medicinalkoncern Takeda dropper en licensaftale, som man overtog via et opkøb af selskabet Nycomed for få år siden. Aftalen kunne have løbet op i mere end 3 mia. kr.

Japanske Takeda, som konkurrerer med Novo Nordisk på diabetesmarkedet og samarbejder med Lundbeck på depressionsområdet, har annulleret en licensaftale med virksomheden Immunomedics. Det oplyser det amerikanske biotekselskab i en pressemeddelelse.

Takeda opkøbte i 2010 selskabet Nycomed, som i 2008 havde indgået den pågældende licensaftale med Immunomedics. Aftalen mellem de to selskaber kunne have beløbet sig til 620 mio. dollar – svarende til omkring 3,4 mia. kr. - skriver hjemmesiden FierceBiotech i forbindelse med nyheden.

Immunomedics udvikler monoklonale antistoflægemidler til behandling af bl.a. kræft og autoimmune sygdomme, og aftalen med Nycomed angik det såkaldte anti-CD20 antistof veltuzumab. Nycomed købte sig til de globale rettigheder for medicinen mod alle ikke-kræftrelaterede indikationer, oplyser Immunomedics.

Aftalebrud

Men udviklingen af lægemiddelkandidaten er ikke gået som biotekselskabet havde håbet, da man indgik aftalen, derfor har man bragt sagen i voldgift pga. forsinkelser i udviklingsprocessen, der ifølge Immunomedics var en overtrædelse af aftalen.

Det har nu fået Takeda til helt at ophæve aftalen, hvilket betyder, at de fulde rettigheder til veltuzumab tilbagegår til Immunomedics, som dog vil videreføre voldgiftssagen under alle omstændigheder.

”Jeg vil godt understrege, at tilbageførelsen af veltuzumab til os ikke sker pga. manglende effekt eller sikkerhed af antistoffet, men manglende fremskridt i udviklingen,” udtaler biotekselskabets adm. direktør Cynthia L. Sullivan i meddelelsen og tilføjer:

”Vi har påbegyndt processen med at evaluere vores muligheder med dette vigtige antistof.”

Man er pt. i dialog med Takeda angående de praktiske detaljer i forhold til overdragelsen af lægemiddelkandidaten, oplyser Immunomedics.

Læs FierceBiotechs dækning af sagen her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også