
Det Boehringer Ingelheim-ejede amerikanske selskab Ben Venue Laboratories har besluttet at lukke sin fabrik i byen Bedford, Ohio i USA, fremgår det af en pressemeddelelse.
”På trods af den fortsatte støtte fra FDA, den enorme dedikation fra medarbejderne samt væsentlige investeringer i at opgradere faciliteterne, kan selskabet ikke vende tilbage til et bæredygtigt niveau i produktionen,” hedder det i meddelelsen.
Det betyder, at Ben Venue-fabrikken vil stoppe produktionen ved udgangen af året. Samtidig vil man afskedige samtlige 1.100 medarbejdere ved fabrikken igennem en udfasningsperiode, som begynder i næste måned og løber frem til 2014.
Fabrikken i Bedford leverer lægemidler til en lang række andre selskaber, heriblandt kræftlægemidlet Doxil for Johnson & Johnson, og produktionen er primært rettet mod ”generiske, sterile injektionsmidler”.
”Boehringer anerkender nødvendigheden af Bedford-laboratoriet - Ben Venues forretning for generiske, sterile injektionsmidler - og afsøger strategiske muligheder for stadig at kunne levere disse produkter til patienterne,” skriver selskabet.
Produktionsproblemer
I de senere år har Ben Venue flere gange haft problemer med de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, pga. produktionsproblemer ved fabrikken – og det har kostet.
”Selvom foreløbige kontroller, der er gennemført for at sikre produktionskvaliteten, har været effektive indtil videre, så er det ikke holdbart i det lange løb. Omfanget af de investeringer og den tid, der kræves for at overvinde de systemiske udfordringer i produktionen, er ikke bæredygtigt,” skriver selskabet i pressemeddelelsen.
Ben Venue anslår, at man ville se driftstab på omkring 700 mio. dollar over de næste fem år, oveni de 350 mio. dollar, som man allerede har investeret i faciliteterne, og derfor har man altså besluttet at trække stikket.
Det er anden gang på kort tid, at Boehringer er nødt til at lukke en fabrik og fyrer medarbejderne. I august gik det ud over arbejdspladser i den amerikanske by Petersburg.
Læs mere her: Boehringer lukker fabrik og fyrer medarbejdere