
Trods fremgang i salget af GLP-1-analogen Exanatid, der er markedsført som Byetta og Bydureon og konkurrerer med danske Novo Nordisks storsællert Victoza, faldt selskabets omsætning med 9 pct. i andet kvartal 2013 sammenlignet med samme periode sidste år.
Omsætningen landede på 4,05 mia. dollar en smule mindre end analytikernes forventning på 4,06 mia. dollar indsamlet af Bloomberg News, mens det justerede resultat pr. aktie endte på 44 cent og ramte analytikernes forventning præcist.
Nedjusterer
Selskabet nedjusterede til gengæld helårsforventningerne til omsætningen til 16-16,5 mia. dollar mod tidligere 16,2-17 mia. dollar. Forventningerne til det justerede resultat pr. aktie for helåret blev også nedjusteret til 1,70-1,78 dollar pr. aktie fra 1,78-1,88 dollar.
Samlet solgte Bristol-Myers for 170 mio. dollar af Byetta og Bydureon i andet kvartal mod et samlet salg på 137 mio. dollar i første kvartal. Det svarer til en salgsfremgang på godt 24 pct. En væsentlig del af fremgangen i salget skyldes dog, at Bristol-Myers har markedsført Exenatid uden for USA i samarbejde med Astrazeneca.
I USA var salget af Byetta og Bydureon således på 131 mio. dollar i andet kvartal, hvilket var et fald på 3,7 pct. sammenlignet med første kvartals salg på 136 mio. dollar.
Til sammenligning solgte Novo Nordisk Victoza for 2678 mio. kr. (474 mio. dollar) på verdensplan i første kvartal - en fremgang på 35 pct. Victoza har en markedsandel på godt 65 pct. i USA.
Exenatid er oprindeligt udviklet af Amylin Pharmaceuticals, men Bristol-Myers overtog lægemidlerne, da det købte Amylin Pharmaceuticals sidste sommer.
Mere fra MedWatch
Analytikere ser købere til GN men tvivler på et salg
Med en lav værdiansættelse, en høj strukturel værdi og ingen dominerende aktionærer giver det god mening, hvis internationale kapitalfonde og industrielle spillere lige nu lurer på at købe høre- og lydkoncernen GN Store Nord, mener to analytikere, men om det reelt kommer til at ske, tvivler de dog på.