Storbank: Nye studier er lovende for Genmabs salgspotentiale

Markedet kan ifølge tysk storbank have undervurderet salgspotentialet for danske Genmabs kræftmiddel Arzerra.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
Af Ritzau Finans

Salgspotentialet i Arzerra kan være noget større, end markedet i øjeblikket forudser, vurderer Deutsche Bank.

Det skriver bankens analytikere i en kommentar, efter at danske Genmab og britiske Glaxosmithkline sent onsdag offentliggjorde nye fase 3-data for Arzerra - i kombination med kemoterapi (chlorambucil) - mod tidligere ubehandlet kronisk lymfatisk leukæmi (CLL).

Studiet viste, at patienterne i snit levede 9,3 måneder længere uden en forværring af sygdommen i forhold til de patienter, der kun fik kemoterapi.

Estimater for konservatie

Desuden er der en række andre fase 3-forsøg i gang for potentielt at udvide Arzerras brug.

"Dette antyder, at konsensusestimaterne for Arzerra-salget (1700 mio. kr. i 2017 ifølge Evaluate Pharma) er for konservative, omend vi forventer, at Arzerra vil møde konkurrence i denne brug fra Roches fase 3-middel GA101," skriver Deutsche Bank.

Roche sidder også i øjeblikket på det største middel på markedet, Rituxan, som solgte for mere end 40 mia. kr. i 2012.

Glaxosmithkline har indlicenseret Arzerra fra Genmab og sender 20 pct. af salgsindtægterne videre til det danske selskab. I 2012 solgte midlet for 552 mio. kr., hvoraf de 111 mio. kr. altså gik til Genmab.

I 2013 venter Genmab royalties på omkring 125 mio. kr. fra Arzerra. Første kvartal gav omtrent 36 mio. kr.

Genmab-aktien stiger kraftigt fra morgenstunden. Efter godt fem minutters handel løftes Genmab med 9,6 pct. til 214 kr. Sidst aktien lukkede over kurs 200 var i august 2009.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også