Bank: Svagt vaccinesalg i Alk dæmper kurspotentialet

På kort sigt vil det afdæmpede vaccinesalg  lægge et låg på kurspotentialet, mener Sydbanks medicinalanalytiker.
Foto: Alk-Abello/PR
Foto: Alk-Abello/PR
Af Ritzau Finans

Aktiekursen i vaccinefabrikanten ALK-Abelló vil i den kommende tid i høj grad være præget af pipeline-nyheder, vurderer Sydbank efter at have analyseret det regnskab, selskabet sendte ud fredag.

Regnskabet vidnede om et skuffende salg, men indtjeningen er ok, lyder konklusionen fra bankens analytiker. Resultatet af primær drift (EBIT) blev 70 mio. kr. mod ventet 58 mio. kr. ifølge SME Direkt. Bundlinjen viste et resultat på 42 mio. kr. mod ventet 36 mio. kr.

Omsætningen blev 610 mio. kr. Til sammenligning havde analytikere ifølge SME Direkt ventet en omsætning på 629 mio. kr.

Sydbank hæfter sig blandt andet ved, at Holland har gennemført en ny tilskudsreform, der har øget patienternes egenbetaling med cirka 50 pct. på receptpligtige lægemidler, og det påvirker ALK's salg af injektionsbaserede allergivacciner negativt.

Derudover er salget negativt påvirket af af to milde pollensæsoner og den makroøkonomiske udvikling i Sydeuropa, vurderer Sydbank.

ALK venter selv en nettoomsætning for hele regnskabsåret på mere end 2,3 mia. kr. EBITDA før særlige poster ventes at blive 200-300 mio. kr.

Trods den svage omsætning i første kvartal, tror Sydbank på, at ALK sagtens kan indfri indtjeningsforventningerne.

"Vi vurderer fortsat, at partneren Merck vil iværksatte et fase III-studie med ALK-Abellós hustøvmidetablet i 2013. Dermed bør ALK-Abelló nå den øvre ende af egen prognose for driftsindtjeningen (EBITDA) i 2013," skriver Sydbank.

Men for investorerne vil det afdæmpede vaccinesalg lægge et låg på kurspotentialet på kort sigt, lyder konklusionen.

"Vi vurderer, at aktiekursen fremadrettet vil være drevet af pipeline-nyheder. Især Mercks iværksættelse af fase III-studiet med ALK-Abellós hustøvmidetablet mod slutningen af 2013 og mulig godkendelse af Grazax og en Ragweed-tablet i USA i starten af 2014 er potentielle kurstriggere," skriver analytiker Søren Løntoft Hansen.

Han fastholder sin "hold" anbefaling af ALK-aktierne.

 Topchef: ALK tager kampen op i Europa 

 ALKs drift bedre end forventet

 ALK-konkurrent opruster igen i krigen om USA

 Toplinjen skrumper lidt hos fransk ALK-rival 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også