Dansk biotekselskab værdisat til over en milliard kr.

Et succesrigt lægemiddel i tabletform mod psoriasis kan blive en guldgrube for det danske selskab Forward Pharma.
Foto: Jyllands-Posten
Foto: Jyllands-Posten
AF HENRIK TÜCHSEN & STEFAN SINGH KAILAY

Det danske biotekselskab Forward Pharma  kan efter en intens udviklingsfase være på vej til at lancere et nyt biologisk lægemiddel, der kan få stor betydning for mennesker med moderat og svær psoriasis - og på samme tid markere et kæmpe gennembrud for biotekselskabet.

I årsrapporten fra Vækstfonden, der har investeret i selskabet gennem fonden Nordic Biotech, står det noteret, at ’den samlede stigning i værdien af selskabet i 2012 var på mere end 1,2 mia. kr.’.

Og det er endda konservativt sat, forklarer bestyrelsesformand og storaktionær Florian Schönharting fra NB Capital/Nordic Biotech.

”Det kommer jo fra et meget, meget lavt niveau. Værdien af selskabet lå på omkring 100 mio. kr. sidste år, og nu er den så blevet opskrevet til omkring 1,3 mia. kr. Nu har vi så opgraderet selskabet til en ny liga. Jeg vil stadigvæk mene, at værdien er sat for lav, men man skal heller ikke være for aggressiv. Jeg kan sagtens forestille mig en yderligere, markant opskrivning af værdien inden alt for lang tid,” siger han til MedWatch og uddyber:

”Hvad er der så sket i løbet af det år, kan man spørge sig selv? Først og fremmest har værdien af selskabet i lang tid været værdiansat for lavt, værdien i selskabet er jo ikke bare blevet opbygget i løbet af ét år. Og så har det også baggrund i den kapitaludvidelse, vi foretog tidligere på året.”

 Dansk biotekselskab henter 60 mio. kr.  

NB Capital forvalter kapital for en række indenlandske og udenlandske institutionelle investorer, såsom Wallenberg-familien, Vækstfonden og ATP.

Et marked i markant udvikling

Markedet for psoriasis, hvor patienter i en lang årrække er blevet behandlet med cremer, rykker voldsomt på den biologiske front med lægemidler baseret på injektioner og tabletter. Og Forward Pharmas produkt er netop en tablet, der indtil videre hedder går under navnet FP187.

Formålet er selvfølgelig at behandle sygdommen, der visuelt kan være et meget stort problem for de ramte patienter. Men det er også meget afgørende at undgå bivirkninger - især da det ofte er yngre mennesker, der typisk i et livslangt forløb skal behandles med de nye biologiske  lægemidler. Stort set alle patienter bliver også behandlet med lægemidler i form af cremer og gel.

Store internationale giganter som amerikanske Celgene og Johnson & Johnsen har meldt sig på banen med nye lægemidler på dette felt.

I Danmark findes et af verdens førende selskaber inden for hudlidelser, Leo Pharma. Leo er først og fremmest frontløber inden for cremer og gel, men via nylige opkøb satser Leo også på at blive en del af den biologiske udvikling på området. Selskabet er dog ikke så langt fremme som Forward Pharma.

Ser meget bedre ud

Historien om Forward Pharma er ifølge bestyrelsesformanden historien om et stof, dimethyl fumarate, som der er to selskaber, der lige nu udvikler globalt. Det ene er biotekgiganten Biogen Idec, og det andet er Forward Pharma.

”Vi er meget længere fremme i forhold til psoriasis med vores kandidat FP187, mens de til gengæld formentlig er et par år længere fremme i forhold til multipel sklerose.”

Her har Biogen Idec således allerede lanceret produktet Tecfidera, og der er opmuntrende salgstal.

”Nu har vi set lanceringstallene for de første tre uger, og selv om man skal passe på med at udtale sig alt for meget på baggrund af tre ugers tal, så er tallene så meget bedre end alle de tidligere lanceringer.”

Milliardpotentiale

Således er konsensus blandt analytikere, at Tecfideras amerikanske omsætning minimum vil nå 240-300 mio. dollar i 2013 alene, mens Morgan Stanley har meldt ud, at man estimerer et globalt salgspotentiale på 4 mia. dollar.

”Det afspejler, at forventningerne er meget høje til det her. Og den vurdering stiger formentlig. Det er på en måde en benchmark for os. Det er ikke urealistiske tal. Der er en meget stor begejstring for stoffet, på grund af dets effekt og dets meget lave grad af bivirkninger. Det samme er egentlig gældende inden for psoriasis, som værdimæssigt er en lige så stor indikation(sygdomsområde, red.),” forklarer Florian Schönharting.

I forhold til udviklingen af FP187 har Forward Pharma gennemført det første, afgørende registreringsstudie, og data var ifølge bestyrelsesformanden meget signifikante.

”Inden for sklerose regner vi med, at der om kort tid vil ske en række udviklingsfremskridt, således at vi kan springe ind i meget senstadie-undersøgelser. Men i forhold til psoriasis regner vi med en lancering inden for 18-24 måneder.”

Brug for intelligent spiller

Forward Pharma har holdt meget lav profil indtil nu. Det har selskabet ifølge bestyrelsesformanden gjort, fordi det er et unoteret selskab, der ikke har brug for publicity.

”Så i stedet har vi fokuseret på udvikling. Siden januar har vi så haft noget at vise, vi har kunnet rejse kapital til det næste registreringsstudie, og vi har allerede ét i tasken. Så nu stikker vi hovedet lidt frem i farmaverdenen. Vi har taget en runde blandt top30-selskaberne. Det er ikke en decideret partnering-proces, men mere en introduktionsproces.”

Det er et specialistprodukt og en kronisk behandling, hvorfor bestyrelsesformanden understreger, at man heller ikke har brug for en omfattende salgsstyrke.

”Så vi har brug for en intelligent spiller, der kan bygge en rigtig god support op til de meget få specialister, der er per land. Og der er nogen, der bare dygtige til at få den her slags produkter ud. Samtidig vil det her produkt være nummer 300 i rækken for nogle selskaber, mens det for andre vil være nummer 2,” siger han og tilføjer:

Sat firmaet på landekortet

”Nu har vi sat firmaet på landekortet i forhold til industrien og inden for de næste 24 måneder har vi så mulighed for at finde den model, der optimerer vores cash flow. Vi skal ikke en partner for enhver pris, for der er en enorm interesse for det. Det skal ikke nødvendigvis være et af de helt store selskaber, vores partner skal have det højt på agendaen og forstå, hvad det er, de har mellem hænderne.”

”Budskabet herfra er, at det er en meget, meget stor mulighed, der er et meget begrænset af antal spillere inden for det her, vi er én blandt to globale aktører, og vi er sandsynligvis 18 måneder fra lancering. Så vi føler i hvert fald ikke, at revisorerne er aggressive med en værdisætning af selskabet på nuværende tidspunkt med 200 mio. dollar,” siger Florian Schönharting.

 Biotekselskab overvejer globalt partnerskab

 Dansk biotekfirma henter sværvægter til bestyrelsen

 Storinvestor: Det er hemmeligt 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også