FILM: Side Effects

Spilletid: 1 time 46 minutter

Censur: Tilladt for børn over 11 år

Premieredato: torsdag 2. maj. 2013

Politiken synes: 4/6 hjerter.

Der gemmer sig flere historier i Steven Soderberghs thriller 'Side Effects'.

For det første er der det psykologiske drama om den unge Emily (Rooney Mara), der føler sig stresset, da hendes mand, Martin (Channing Tatum), løslades efter fire år i fængsel.

Efter et selvmordsforsøg kommer hun i behandling hos psykiateren Jon (Jude Law), der ikke tøver med at udskrive angstdæmpende medicin. Men medicinen er - apropos den debat, der kører herhjemme for tiden - ikke uden bivirkninger, og en morgen vågner hun bogstaveligt med blod på sine hænder.

Unødigt action-niveau

Den del af 'Side Effects' er spændende og godt fortalt.

Rooney Mara er rørende og gådefuld som kvinden, der ser på verden gennem depressionens tågefilter - fornemt skildret i filmens klipning og kameraarbejde - og Jude Law er næsten endnu bedre end i 'Anna Karenina' i rollen som lægen, der havner i et etisk dilemma, da hans patient oplever nogle uønskede bivirkninger ved den medicin, han bliver betalt af industrien for at udskrive.

Men Soderbergh lader filmen fortsætte ud i et svimlende plot, hvor det pludselig ikke længere er helt så ligetil, hvem der er skurk, og hvem der er offer. Her taber filmen sin psykologiske forankring til fordel for et højeffektivt thrillerplot, der ikke er ueffent, men bare ikke ligger i tråd med den fortælling, filmen lagde ud med.

Særlig virker Catherine Zeta-Jones' rolle som Emilys tidligere psykiater, der måske ikke har helt rent mel i posen, som lidt af et plotmæssigt postulat.

Bedre fokus

Filmen havde været skarpere, hvis Soderbergh havde koncentreret sig om at skildre de gråzoner, psykofarmaka skaber rent etisk og juridisk, eller som i ordvekslingen mellem Jon og hans kone, hvor hun spørger: »Gjorde hun det? Er hun skyldig?«, og han svarer: »Det er to forskellige ting«.

På den anden side er der intet forudsigeligt over 'Side Effects', og der er en retfærdiggørende symmetri mellem filmens handling, hvor mennesker manipuleres med, og filmens udtryk, som også er manipulerende - for ikke at sige underholdende.