Analytiker: Positive meldinger om Tresiba-undersøgelse

Ifølge Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen er der ikke nogen ubehagelige overraskelser i kvartalsregnskabet i forhold til de yderligere krævede studier af diabetesmidlet Tresiba.
Af Ritzau Finans

Meldingerne om det forestående studie af hjerte-kar-risici i forbindelse med indtagelse af Novo Nordisks lægemiddelhåb Tresiba var særdeles positive i medicinalgigantens regnskab for første kvartal onsdag morgen.

Lanceringen af Tresiba i USA blev udskudt i starten af året, fordi de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, krævede nye studier af det langtidsvirkende diabetesmiddel, før det kan blive sendt på det store amerikanske marked.

I regnskabet for første kvartal fortæller Novo Nordisk, at grundlaget for genindsendelse af registreringsansøgning i USA vil være en såkaldt interimanalyse af hjerte-kar-tilfælde i studiet af Tresiba, og det er positivt, vurderer Søren Løntoft Hansen, Novo-analytiker hos Sydbank.

Ingen ubehagelige overraskelser

"Jeg noterer mig, at Novo kan "nøjes" med at lave en interimanalyse på to til tre år. Det er positive meldinger i forhold til Tresiba, og det vigtigste er, at der fra Novos synspunkt gudskelov ikke er nogen ubehagelige overraskelser," siger analytikeren til Ritzau Finans.

Selve studiet af Tresiba ventes at blive påbegyndt inden for et år og at være afsluttet inden for fire til seks år efter påbegyndelse, mens data fra interimanalysen altså allerede ventes inden for to til tre år, hvilket kan begrænse Tresibas forsinkelse på det amerikanske marked.

Novo Nordisk fortæller selv i regnskabet, at selskabet forventer at blive bedt om at fortsætte studiet af Tresiba efter data fra interimanalysen for endeligt at vurdere den kardiovaskulære sikkerhed i forbindelse med brugen af Tresiba.

"Som forventet er det et længerevarende studie, der skal bevise, at der ikke er hjerte-kar-risici, men der er ingen ubehagelige overraskelser, siger Søren Løntoft Hansen.

Hos Alm. Brand Markets venter analytiker Michael Friis Jørgensen, at Tresiba kan ramme det amerikanske marked omkring 2017 eller 2018.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også