Storbank: Markedet undervurderer Novos svagheder
Novo Nordisk taber - i højere grad end investorerne er klar over - terræn til konkurrenterne på de globale markeder for diabetesmedicin. Det vurderer amerikanske JPMorgan i et analysenotat mandag, hvor anbefalingen af Novo sænkes til "undervægt" fra tidligere "neutral", skriver Bloomberg News.
JPMorgan hæfter sig blandt ved de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA's, krav om yderligere studier vedrørende hjerte kar-risici af det langtidsvirkende diabetespræparat Tresiba, før en eventuel markedsgodkendelse kan komme på tale, mens der samtidig også ses et begrænset, kommercielt løft fra brugen af GLP-1-analogen Victoza mod fedme.
"Begge disse faktorer ser ud til at være undervurderet af markedet. Faktisk tyder de seneste kursstigninger på, at investorerne forbliver i fornægtelse af, at Novos grundlæggende position er forværret," skriver JPMorgan i notatet ifølge Bloomberg News.
JPMorgan fastholder samtidig kursmålet 800 kr. for Novo Nordisk-aktien, der falder med 2,2 pct. til 977 kr. mandag middag.