Genmab sælger fabrik til Baxter for en slik

Det er nu endelig lykkedes Genmab at få solgt selskabets amerikanske fabrik. Salgsprisen ligger dog på en brøkdel af, hvad selskabet selv gav for det i sin tid.
Af Ritzau Finans

Genmab er efter flere års ørkenvandring lykkedes med at finde en køber til selskabets antistoffabrik i Minnesota. Den nye ejer, Baxter Healthcare Corporation, betaler 10 mio. dollar, eller knap 57 mio. kr. kontant for faciliteten, svarende til en brøkdel af den pris Genmab selv gav for fabrikken i 2008.

Fabrikken er dog nedskrevet af flere omgange, og blev senest værdisat til nul i december sidste år.

"Vi har opfyldt vores mål om at gennemføre salget af antistofproduktionsfaciliteten i første kvartal i indeværende år, og vi er glade for, at Baxter har erhvervet faciliteten samt vil tilbyde ansættelse til de 23 medarbejdere, der har opretholdt den i så høj en standard," siger adm. direktør Jan van de Winkel, i en børsmeddelelse.

Genmab overtog i fabrikken i Minnesota i 2008 for 240 mio. dollar, eller knap 1,4 mia. kr. Det skete under den tidligere direktør Lisa Drakeman, der drømte om, at selskabet selv skulle til at producere sine antistoffer. Planen faldt dog til jorden, og allerede året senere blev fabrikken sat til salg.

Ud over tabet af købesummen, har Genmab haft årlige omkostninger til at holde fabrikken driftsklar til en ny ejer. Alene i 2012 løb omkostningerne op i 40 mio. kr., eller langt over halvdelen af det kontantbeløb Genmab nu modtager ved overdragelsen af skødet.

 Genmab nedjusterer og nedskriver fabrik til nul

 Genmab kan fordoble aktiekurs igen

 Baxter køber blødermedicin fra konkursramt selskab 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også