Læge med Novo-aktier: Jeg har aldrig skrevet en recept på medicin fra Novo

Sundhedsministerens forslag er uanstændigt, mener Eilif Larsen.
Foto: Novo Nordisk/PR
Foto: Novo Nordisk/PR
Anders Legarth Schmidt, anders.schmidt@pol.dk

En af landets mest kendte kirurger og samtidig aktionær i Novo Nordisk blander sig nu i debatten om forslaget fra sundhedsminister Astrid Krag (SF), der vil forbyde læger at købe aktier i medicinalindustrien.

"Det er et uanstændigt forslag", siger overlæge og dr. med. Eilif Larsen, der er ortopædkirurg og i en menneskealder har opereret knæ på idrætsfolk.

Selv købte Eilif Larsen for omkring 15 år siden aktier for 200.000 kroner i Novo Nordisk. Ligesom alle mulige andre Novo-aktionærer har han været tilfreds med sin investering, da aktierne år efter år er blevet mere værd. I dag er værdien cirka en million kroner.

Eilif Larsen har en tilladelse fra Sundhedsstyrelsen til at have sin aktiepost, og tilladelsen er givet på baggrund af en vurdering af, at han ikke havner i nogen form for interessekonflikt ved at have aktier i Novo Nordisk.

Udvalg foreslår grænse på 300.000 kroner

"Jeg har været læge siden 1973 og har aldrig nogensinde skrevet recepter ud på medicin fra Novo Nordisk. Diabetes er slet ikke mit fagområde, så det er slet ikke realistisk, at jeg kan gøre noget som helst i mit faglige virke, der kan øge værdien af Novo Nordisk, så der er ikke engang en teoretisk interessekonflikt", siger Eilif Larsen.

Et udvalg under Sundhedsministeriet foreslår at indføre en beløbsgrænse, så læger fremover ikke må købe aktier i et enkelt medicinalfirma for mere end 300.000 kroner.

Men allerede inden udvalget har offentliggjort sin endelige rapport, har sundhedsminister Astrid Krag meldt ud, at hun vil indføre et totalt forbud, så læger slet ikke må købe aktier i selskaber, der producerer medicin. Hensynet til patienterne vejer tungest, mener ministeren.

"De præparater, jeg anvender, er paracetamol (eks. panodil, red.), gigtpræparater og morfin. Der er intet fra Novo. Så et generelt forbud er faktisk tåbeligt, jeg kan slet ikke se relevansen", siger 68-årige Eilif Larsen.

Læge: Vi er ikke banditter

Han opbyggede Gildhøj Privathospital, som han solgte for nogle år siden. Han er nu tilknyttet det private Kysthospitalet og arbejder også for Den Kongelig Ballet og fodboldklubben Brøndby IF, ligesom han er medlem af Medicinsk Udvalg under DBU.

Politiken.dk's gennemgang af danske læger, der har tilladelse til at eje aktier i medicinalbranchen, viser, at 67 procent af i alt 178 tilladelser er givet til læger, der ligesom Eilif Larsen ejer aktier i Novo Nordisk. Dermed minder lægerne om andre danskere i deres investeringer. Novo Nordisk er den største danske aktie.

"Med udgangspunkt i Novo kunne et forbud mod at eje aktiepost være en anelse relevant for en diabeteslæge, der skrev meget medicin ud for firmaet. Så kunne det begrænses. Dog kun hvis man har det udgangspunkt, at vi alle sammen er banditter. Etikken blandt læger er generelt høj, selv om der altid vil være enkelte brodne kar. Og en enkelt læge er jo kun en dråbe i havet og kan aldrig påvirke en aktiekurs", siger Eilif Larsen.

Han er glad for sine aktier i Novo Nordisk.

"Husk, det er ikke våbenindustrien"

"Det er den bedste investering, jeg har foretaget. Husk, det er ikke våbenindustrien, jeg har investeret i. Jeg har faktisk investeret i et selskab, der skaber ny forskning og skaber udvikling i Danmark. Det er til glæde for landet", siger Eilif Larsen.

Og til glæde for dig?

"Ja, jeg er selvfølgelig ikke ked af min investering, når det går godt".

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) understreger, at lægerne selv har siddet i det udvalg, der barsler med en rapport om lægers tilknytning til medicinalbranchen. Dermed anerkender lægerne selv problemstillingen om inhabilitet, mener ministeren.

"Jeg synes umiddelbart, at en aktie-grænse på 300.000 kroner per firma lyder som et meget højt tal, og jeg er ikke sikker på, at man så vil opfylde formålet; nemlig øge patienternes tillid til, at der ikke er andre hensyn end de rent lægefaglige", siger ministeren i en skriftlig kommentar.

Minister: Læger kan lukke diskussionen

Astrid Krag mener, at lægerne selv har en klar interesse i »åbenhed, grænser for aktier og helt rene linjer«.

"Det er der også mange læger, der mener. Den her diskussion om økonomiske interesser dukker jo op igen og igen. Nu har lægerne chancen for at lukke den. For mig er det afgørende, at læger og lægemiddelindustri kan samarbejde om at udvikle den mest effektive og skånsomme medicin, og det samarbejde skal være præget af åbenhed og rene linjer", siger sundhedsministeren.

Overlæge og dr. med. Eilif Larsen siger, at hvis der bliver vedtaget et forbud, vil han kæmpe for sin ret til at beholde sine aktier. Men han kan berolige sig med, at sundhedsministerens forslag kun gælder lægers fremtidige køb af aktier.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også