Børshus: Tresibas potentiale er reduceret

De amerikanske sundhedsmyndigheders forsinkelse tager en del af glansen af Novo Nordisks insulin Tresiba, mener det tyske børshus Berenberg.
Af Ritzau Finans

Novos forsinkede lancering i USA af insulinerne Tresiba og Ryzodeg har flere facetter end den blotte forsinkelse af væsentlige produkter, påpeger det tyske børshus Berenberg.

Når Novo kommer på det amerikanske marked med sine nye insuliner - hvilket ifølge Berenberg formentlig bliver i 2017 - kan markedet nemlig se helt anderledes ud end i dag. Derfor er det ikke blot et spørgsmål om, at Novos indtægter fra de nye insuliner parallelforskydes i nogle år. Derimod vil Novo selv samle en god bid af det tabte salg op med sine nuværende markedsførte produkter, mens Tresiba til gengæld vil bidrage med mindre.

"Degludecs (Tresibas, red) topsalgspotentiale i USA må være blevet reduceret af denne forsinkelse," konkluderer Berenberg.

Ifølge børshuset risikerer Novo, at konkurrencen i 2017 er væsentligt skærpet. Det amerikanske medicinalselskab Eli Lilly kan både have haft held til at bringe sit eget nye insulin på markedet i USA, samt også en efterligning af Sanofis storsælgende insulin Lantus. Yderligere kan markedet i 2017 være mere modent og give færre muligheder for en ny spiller med begrænsede kliniske fordele, mener Berenberg.

Børshuset estimerer derfor nu, at Tresibas markedsandel topper i 2021 med 14 pct. af det amerikanske marked for basal insulin mod tidligere 25 pct. Til gengæld vil Novo selv samle noget af det tabte salg op med sin langtidsvirkende insulin Levemir, som har gjort det uventet godt i den seneste tid, og vil nå en markedsandel på 21 pct. når den topper i 2015. I 2021 estimerer Berenberg stadig en markedsandel for Levemir på 14 pct.

Også en væsentlig portion af Ryzodegs potentielle salg venter Berenberg, at Novo selv vil samle op med sit nuværende insulinmix, Novomix.

Børshuset peger desuden på, at Novos kombinationsprodukt Ideglira, der bygger på Tresiba og diabetesmidlet Victoza, ligeledes forsinkes til 2017 eller senere. Til gengæld samler Victoza en del af det tabte salg op.

Samlet sænker Berenberg Novos omsætnings- og EBIT-estimat for hvert af de kommende fem år med mellem 0,9 og 3 pct. Kursmålet sættes ned til 920 fra 1000, mens anbefalingen fastholdes på "hold".

 Risikerer Novos guldæg at blive overhalet indenom?  

 FDA åbner op for hurtigere medicingodkendelser 

 Reuters: Novo Nordisk har måske overtrådt loven 

 Rebien: En skidt dag 

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også