Frankrig fjerner middel mod bumser efter dødsfald

De franske sundhedsmyndigheder, ANSM, har valgt at fjerne Bayer AGs akne-pille Diane 35, samt alle generiske versioner af midlet, fra det franske marked. Det skriver Reuters.
Beslutningen kommer efter at midlet, der sælges i mere end 100 lande under forskellige navne og bruges af 315.000 kvinder årligt alene i Frankrig, er blevet sat i forbindelse med 4 dødsfald som følge af blodpropper over de seneste 25 år.
Diane 35 reducerer akne og bumser ved at regulere hormoner og blokere for ægløsningen, og midlet bruges derfor ofte som p-pille, selvom det ikke er godkendt til dette i Frankrig, skriver Reuters.
ANSM forklarer, at tilbagekaldelsen af pillen vil ske over de kommende 3 måneder, men allerede fra onsdag var det ikke længere muligt for læger at udskrive recepter til nye patienter.
Pillen markedsføres i Danmark under navnet Diane Mite og bruges også som svangerskabsforebyggende middel, fremgår det af hjemmesiden netdoktor.dk, hvor der også advares mod at bruge Diane Mite, hvis ”man tidligere har haft blodpropper eller alvorlig årebetændelse, eller hvis der er tilbøjelighed til disse sygdomme i familien”.