MedWatch

Novo Ventures går ind i børsnoterede selskaber

Novo Ventures pengetank fyldes op med nogle flere hundrede millioner kroner med henblik på investeringer i både børsnoterede og unoterede selskaber.

Foto: PR/Dansk Biotek

Novo Ventures, der hidtil har investeret i unoterede, mere modne selskaber inden for life science, er nu parat til at investere i mindre børsnoterede selskaber. Baggrunden er, at aktiepriserne for en del af den type virksomheder er kommet ned på et attraktivt niveau.

Det afslører managing partner Søren Carlsen i en artikel i det internationale tidsskrift BioCentury.

Heri fremgår det også, at Novo Ventures' årlige investeringer i både noterede og unoterede selskaber vil stige til cirka 150 mio. dollar mod cirka 100 mio. dollar årligt i unoterede firmaer tidligere.

”Vi tror faktisk på, at det er et godt træk for et VC-firma inden for vores område, fordi mindre børsnoterede firmaer har gode projekter, men det er meget svært for dem at finde finansiering,” siger Søren Carlsen til tidsskriftet.

USA mest attraktiv

I artiklen peger Novo også på, at der er plads til en relativ tålmodig investor som netop det danske ventureselskab i det marked.

Som det er tilfældet i de private investeringer, ventes to ud af tre investeringer i de børsnoterede selskaber at ske i amerikanske selskaber.

MedWatch har på mail fanget Søren Carlsen, på rejse til San Francisco. På spørgsmålet om, hvorvidt Novo Ventures påtænker at investere i mindre børsnoterede selskaber i Danmark og/eller Norden, svarer han:

”Vi er i dag ni partnere i Novo Ventures, fire i København, fire i San Francisco og én i London. Vi har i dag det største dealflow i USA og har ca. 2/3 af vores portefølje i USA og 1/3 i EU.

Når vi kigger på mindre børsnoterede life science virksomheder, er der også langt flere i USA. Det er derfor ret sikkert, at vi vil foretage flest børsnoterede investeringer i USA. Men vi er på den anden side absolut åbne for også at gøre det i EU/DK."

Søren Carlsen peger på, at man dog skal "være opmærksom på, at der er en række finansielle instrumenter, f.eks. de såkaldte Pipes’s (private investment in public equity), som er meget brugte i USA, men næsten ukendte i EU.”

Alle segmenter er underfinansierede

Hvor ser du størst potentiale i de mindre børsnoterede selskaber - medtech, biotek eller diagnostik?

”Vi har en bred definition af life science og investerer både i drug development, medical devices og diagnostik – i nævnte rækkefølge. Vi er også åbne for at investere i selskaber, som er på den bioindustrielle side. Alle disse segmenter er i dag underfinansierede – ikke mindst i EU, og vi ser mange spændende muligheder."

Fokus i Novo Ventures har altid været selskaber, som udvikler nye, spændende produkter – og specielt i udviklingsfasen har firmaet kompetencer til at hjælpe dets selskaber, siger han.

"Når vi bevæger os hen i kommercialiseringsfasen, hvor der skal opbygges salgsstyrke og træffes en lang række kommercielle beslutninger, kan vi naturligvis godt tale med og have vores meninger, men vores kernekompetencer ligger inden for R&D, det regulatoriske område samt forretningsudvikling. Og disse kompetencer matcher typisk bedst behovet i de små virksomheder.

Vi vil derfor fokusere på samme type problemstillinger, hvad enten selskaberne er private eller børsnoterede."

Tocifrede millionbeløb

Novo Ventures' investeringstarget vil typisk være 10-30 millioner dollars per selskab.

"Men vi er fleksible på dette punkt og har da også flere private selskaber, hvor vi har investeret mere end dette. De børsnoterede virksomheder, vi kigger på, har typisk en markedscap  (værdien af aktierne, red.) på under 500 millioner dollar," oplyser Søren Carlsen.

Novo Ventures investerede i 2012 i ni selskaber.

 

Fakta:

*Novo Ventures er en del af Novo A/S. Novo A/S, der sidder på den bestemmende indflydelse i både Novo Nordisk og Novozymes, er 100 procent ejet af Novo Nordisk Fonden.

 

 

 Novo Ventures: Vi ryster faktisk på hånden 

 Novo Nordisk stryger sin venture-strategi

 Sunstone ser frem til exits i 2013

 

 

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier