Novo opretter professionelt cykelhold

Medicinalkoncernen Novo Nordisk tager nu et nyt, usædvanligt skridt inden for koncernens globale csr-strategi, Changing Diabetes – etableringen af verdens første professionelle cykelhold, som udelukkende består af ryttere med diabetes.
Det skriver selskabet i en pressemeddelelse med henvisning til, at projektet skal ses i lyset af koncernens strategi om at forbedre forholdene for diabetikere.
”Novo Nordisk offentliggør i dag et nyt sponsorat af verdens første globale sportsteam med flere end 100 cykelryttere, triatleter og løbere, som alle har diabetes. Flagskibet for Team Novo Nordisk er verdens første professionelle cykelhold, som udelukkende består af ryttere med diabetes,” hedder det i meddelelsen.
Stiler højt
Og Team Novo Nordisk stiler højt – mod selveste Tour de France.
”Sportsfolkene vil i 2013 deltage i flere end 500 konkurrencer over hele verden. Det professionelle herrecykelhold vil deltage i løb som USA Pro Cycling Challenge, Tour of Britain og Paris–Tours, med deltagelse i Tour de France som det ultimative mål,” skriver man videre.
En del af Changing Diabetes
“Dette partnerskab bliver en del af vores Changing Diabetes-program og er en fantastisk mulighed for at udbrede kendskabet til diabetes og give diabetikere ny viden og inspiration i deres dagligdag,” siger Jakob Riis, direktør for Global Marketing i Novo Nordisk.
Sportsteamet blev oprindelig stiftet i 2005 af Phil Southerland under navnet "Team Type 1". Det var dog både sportsfolk med og uden diabetes. Sådan bliver det ikke mere.
“Som Team Novo Nordisk ønsker vi at vise verden, hvad der er muligt med en velreguleret diabetes. Tilsammen har vi i Team Novo Nordisk over 1.000 år på bagen med diabetes uden komplikationer, og vi er et godt eksempel på, hvordan livet med diabetes også kan være,” siger Phil Southerland.
Der er i dag 371 millioner mennesker med diabetes på verdensplan.
Relaterede artikler:
Novos amerikanske sponsortrumf
For abonnenter