
”Jeg regner med, at anbefalingerne fra vækstteamet er meget konkrete. Jeg ønsker ikke flere skåltaler. (…).”
Sådan lød det om de ventede anbefalinger fra det nedsatte vækstteam fra sundhedsminister Astrid Krag (SF), da hun torsdag eftermiddag i sidste uge talte på Medicon Valley Alliances årsmøde om kliniske forsøg.
Kliniske forsøg er højt på dagsordenen i vækstteamet, der skal komme med forslag til vækstfremmende initiativer på sundheds- og velfærdsområdet, påpegede ministeren, der regner med at rykke hurtigt på anbefalingerne.
”Vi mangler stadig at få de endelige anbefalinger, men jeg ved, at kliniske forsøg er højt på deres dagsorden. Når anbefalingerne er færdige, er det regeringens opgave at omdanne anbefalingerne til en aktionsplan. Jeg forventer, at denne aktionsplan er klar i begyndelsen af det nye år. Og jeg håber også, at anbefalingerne om kliniske forsøg kan blive gennemført i løbet af 2013,” pointerede Astrid Krag.
Et styrkeområde
Hun tilføjede, at hun forventer sig meget af anbefalingerne, og at netop kliniske forsøg er et af Danmarks absolutte styrkeområder.
Liselotte Højgaard er professor og klinikchef for Kliniske Fysiologi, Nuklearmedicin og PET ved Rigshospitalet og medlem af regeringens vækstteam for sundheds- og velfærdsløsninger. Hun har for nylig på en konference løftet lidt af sløret for teamets arbejde, herunder at der også arbejdes på at frigøre den nødvendige tid til personalet til kliniske forsøg.
”(..) Det handler om, at vores professorer ikke har tid til at tænke sig om. Da jeg var ung læge, havde vi lab-dage - eller forskningsdage. Jo dygtigere man var til forskning, jo flere forskningsdage fik man. I Finland giver man en lab-dag om måneden eller en om ugen til dem, der virkelig kan. Det er det, der kan rykke noget. Det er et helt konkret initiativ, vi prøver at liste med,” siger Liselotte Højgaard.
Samarbejde skal være legitimt
Ministeren kom også ind på dette, ligesom hun understregede, hvor vigtigt det er at udrydde de fordomme, der er, når læger og industri samarbejder.
”Vi har ikke meget billig arbejdskraft her i landet, men vi har meget talentfulde mennesker. Men hvad nytte gøre meget talentfulde mennesker, hvis de ikke har tid til forsøg? Og hvad er nytten af meget talentfulde mennesker, hvis der hele tiden sættes spørgsmålstegn ved deres samarbejde med industrien?” hed det fra ministeren.
Hun tilføjede, at dette tema også behandles i en særskilt komité, hvis arbejde er ved at blive afsluttet. Herefter vil konklusionerne blive præsenteret for Sundhedsudvalget i Folketinget.
Her er vækstteamets anbefalinger
Vækstteam løfter sløret for anbefalinger
Tunge erhvervsfolk skal vejlede politikere i sundhedsvækst