Analyse: Psoriasis øger risikoen for diabetes
En ny undersøgelse af kliniske studier fra USA, Europa og Mellemøsten viser, at testpersoner med hudsygdommen psoriasis udviser en markant større risiko for at udvikle type 2 diabetes. Det skriver Reuters.
Forskerne bag undersøgelsen har gennemgået 27 tidligere observationsstudier og opdagede, at der i disse studier var en 59 pct. større risiko for, at testpersoner med psoriasis havde diabetes i forhold til de, som ikke led af hudsygdommen.
Ifølge Reuters har tidligere studier vist en øget risiko for hjerteproblemer blandt psoriasispatienter, ligesom et britisk studie med mere end en halv million testpersoner viste en 46 pct. større risiko for diabetes for folk med svær psoriasis.
Dr. Jashin Wu, som forsker i sammenhængen mellem psoriasis og andre sygdomme, siger til nyhedsmediet:
”De (psoriasispatienter, red.) burde blive undersøgt af deres egen læge for forhøjet blodtryk, kolesterol og diabetes med jævne mellemrum – det er alt sammen meget vigtigt.”
Psoriasis er en immunologisk hudsygdom, som er udbredt arveligt. Og årsagen til sygdommen skal sandsynligvis findes i fejlkodede gener, oplyser Danmarks Psoriasis Forening.
Sygdommen kan dog ramme familier, der ikke før har haft den inde på livet, ligesom en del kan have anlæg for psoriasis uden at den nogensinde kommer i udbrud. Der er ca. 165.000 danskere som lider af sygdommen, og det anslås at 3 % af alle danskere får psoriasis på et tidspunkt.
Leo satser stort i forskningsaftale
Medie: De vigtigste diabetes-pipelines i 2012
Professorer: Staten spilder millioner på diabetesmedicin