Hjertefejl bremser medicinalgigants hepatitismiddel
Bristol-Myers Squibb har ifølge Bloomberg stoppet selskabets fase 2-studier af lægemiddelkandidaten BMS-986094 på grund af "et alvorligt sikkerhedsproblem".
BMS-986094 er et eksperimentalt middel mod leverbetændelse.
Sikkerhedsproblemet var, at en af de 30 forsøgspersoner udviklede en hjertefejl. Patienten modtog den højeste daglige dosis (200 mg) i studiet.
Fase 2-studiet er stoppet, indtil en undersøgelse af årsagen er blevet foretaget.
Opkøb skulle styrke pipelinen
Hepatitis C-lægemiddelkandidaten blev en del af Bristol-Myers Squibbs pipeline som følge af selskabets 2,5 mia. dollar dyre opkøb af Inhibitex i januar.
Bristol-Myers har gennem opkøb forsøgt at erstatte indtægterne fra Plavix, en blodfortynder, der stod for 33 pct. af selskabets omsætning i 2011. Plavix løb af patent i maj.
Selskabet konkurrerer ifølge Bloomberg bl.a. med Gilead Sciences. om at opnå godkendelse af en ny generation af lægemidler til behandling af de 170 millioner patienter verden over med hepatitis C. Et marked, der er anslået til 20 mia. dollar.