Genmab indgår potentiel milliardaftale med amerikansk selskab

Går det hele efter planen, kan danske Genmab indkassere en rund milliard fra den netop indgåede aftale med amerikanske Janssen Biotech.
Aftalen beror på Genmabs DuoBody-teknologiplatform, som selskabet skal bruge til at skabe paneler af bispecifikke antistoffer mod flere sygdomstarget-kombinationer identificeret af Janssen, som til gengæld fuldt ud vil finansiere udviklingsarbejdet hos Genmab.
I henhold til aftalen vil Genmab og Janssen samarbejde om udvikling af op til 10 DuoBody-programmer, og Genmab vil modtage en upfrontbetaling på 3,5 mio. dollar (21 mio. kr.) fra Janssen.
Milliardpotentiale
Endvidere vil Genmab potentielt være berettiget til milestone- og licensbetalinger på op til ca. 175 mio. dollar (1.062 mio. kr.) for hvert produkt såvel som royalties på ethvert kommercialiseret produkt.
"Siden vi introducerede vores DuoBody-platform i 2010, har vi troet på, at den har potentialet til at blive den foretrukne teknologi til den næste generation af bispecifikke antistofbehandlinger. Dagens meddelelse er endnu et bevis på, at den farmaceutiske industri anerkender vores førende position inden for terapeutiske antistoffer," udtaler Jan van de Winkel, ph.d., Chief Executive Officer hos Genmab og fortsætter:
"Vi glæder os meget til at arbejde sammen med Janssen om at skabe trendsættende bispecifikke antistofbehandlinger."
Anden milliardaftale
Aftalen forventes dog ifølge selskabet selv ikke at få væsentlig indvirkning på Genmabs resultatforventninger til 2012.
Det er anden gang på kort tid, at Genmab indgår en større aftale med et udenlandsk selskab med udgangspunkt i DuoBody-teknologien.
I begyndelsen af juni indgik danskerne således et samarbejde med Novartis, som sikrede en upfrontbetaling på 2 mio. dollar og samme potentiale på 175 mio. dollar, som aftalen med Janssen Biotech indebærer.
DuoBody-platformen er en platform til opdagelse og udvikling af bispecifikke antistoffer, som kan forbedre antistofbehandlingen af cancer, autoimmune og infektionssygdomme og sygdomme i centralnervesystemet. De såkaldte DuoBody-molekyler kan administreres og doseres som andre antistofbaserede lægemidler.
Genmab indgår teknologisamarbejde med storkoncern
Relaterede artikler:
Genmab udlicenserer produkt
For abonnenter