Medicinalindustri i opgør med sælgere

Den traditionelle sælger, der banker på lægens dør med sin salgskuffert i hånden, er på vej på pension.
Medicinalindustrien er ifølge Berlingske Business nemlig ved at nytænke deres salgsorganisation. Senest kom det til udtryk, da Lundbeck i sidste uge meddelte, at man ville fyre 600, fortrinsvis sælgere med fokus på de praktiserende læger i Europa.
Årsagen var den økonomiske krise, og det faktum, at det i højere grad er myndigheder og specialister, frem for de praktiserende læger, der dikterer, hvilke lægemidler som skal sælges.
Ny organisation nødvendig
Og flere internationale medicinalselskaber har ifølge Berlingske Business allerede foretaget omstruktureringerne i Europa.
Samtidig er Leo Pharma i gang med en større strategiproces, hvor man har øget fokus på innovative løsninger.
Og ifølge Lars Olsen, der er koncerndirektør for salg og marketing, er innovative løsninger ikke kun nye produkter, men også ny organisation.
"Vi bliver nødt til at gøre vores marketing mere effektiv. Med det prispres vi oplever især i Europa, kan vi ikke vedligeholde et meget dyrt salgs- og marketingsetup," siger han til Berlingske Business.
Relaterede artikler:
Lundbeck skærer flere hundrede stillinger i Europa
For abonnenter