Zealand Pharma kan glæde sig over, at den licensaftale, som selskabet indgik med Abbott i starten af maj om udvikling og kommercialisering af lægemiddelkandidaten AP214, nu er effektueret.
Den endelige effektuering følger de amerikanske konkurrencemyndigheders godkendelse af aftalen mellem Action Pharma og Abbott om Abbotts erhvervelse af alle rettigheder til AP214 fra Action Pharma.
I forbindelse med den endelige effektuering af licensaftalen med Abbott har Zealand Pharma modtaget betalingen på 66 mio. kr. (USD 11 mio.) fra Action Pharma. AP214 er en melanocortin peptid-analog, opfundet og udviklet af Action Pharma og modificeret ved hjælp af Zealand Pharmas SIP-teknologi.