Markedet for GLP-1-analoger til behandling af type 2 diabetes, såsom Novo Nordisks lægemiddel Victoza og Bydureon fra amerikanske Amylin, kan vokse til et højt encifret milliardbeløb i dollar. Det vurderer analytiker Thomas Wei fra det amerikanske børshus Jefferies på baggrund af samtaler med Amylins ledelse.
I et notat skriver Wei ifølge Bloomberg News, at Amylins ledelse venter, at GLP-1-analoger bliver en standard andenvalgsbehandling af type 2 diabetes.
Novo Nordisks solgte i første kvartal Victoza for knap 2 mia. kr., mens Amylins salg af sine GLP-1-analoger Byetta og Bydureon nåede 127,5 mio. dollar ligeledes i første kvartal. Ud over Novo Nordisk og Amylin arbejder også medicinalkæmperne Glaxosmithkline, Eli Lilly samt Sanofi og selskabets danske partner Zealand Pharma på at få nye GLP-1-analoger på markedet.
Amylin og Eli Lilly bragte for nylig deres samarbejdsaftale for Bydureon og Byetta til ophør med endelig afslutning i Europa i 2013. Amylin er samtidig i færd med at undersøge et salg af hele virksomheden, hvilket Jefferies forudser kan blive gennemført i september til omkring 30 dollar pr. aktie. Amylins nuværende aktiekurs er 27,39 dollar, svarende til en markedsværdi på 4,46 mia.dollar.