Bioporto har indgået en distributionsaftale for sin test til bestemmelse af nyreskade, kaldet NGAL. Den nye partner er Wiener Lab Group, der skal registrere, sælge og markedsføre testen i Latinamerika. Det fremgår af en meddelelse.
Wiener Lab er ifølge Bioporto markedsledende med analyseinstrumenter til små og mellemstore laboratorier i de latinamerikanske kernemarkeder som Brasilien og Argentina.
"Wiener Lab har påbegyndt registreringsprocessen med henblik på at opnå godkendelse af NGAL testen i Argentina, og vil efterfølgende registrere og markedsføre testen i de øvrige lande i Latinamerika," forklarer Bioporto i meddelelsen.
Bioporto melder desuden om interesse fra andre instrumentleverandører om at indgå et samarbejde om distribution af testen. I forvejen dækker selskabets distributionsnetværk de vigtigste markeder i Europa og BRIK-landene. Salget af testen udgjorde 0,5 mio. kr. i første kvartal.