Genforskning kortlægger børns udvikling
Størrelsen på børns kranier og muligvis også deres intelligens er påvirket af to nyopdagede gen-varianter. Det skriver Videnskab.dk, der henviser resultaterne af et stort europæisk forskningssamarbejde, der også har dansk deltagelse.
”Resultatet er kommet i hus på baggrund af et stort anlagt internationalt samarbejde. Det er exceptionel grundforskning, hvor vi finder nogle geners hidtil ukendte funktion. På baggrund af forskningen ved vi nu mere om, hvordan babyer udvikler sig,« fortæller Hans Bisgaard, overlæge, dr.med. og leder af Dansk BørneAstma Center samt professor i børnesygdomme ved Københavns Universitet.
Forskerne har kortlagt genetiske variationer i mange tusinde børn. De genetiske variationer er efterfølgende sammenlignet med fysiske parametre som vægt, højde, hovedstørrelse og disponering for forskellige lidelser som blandt andet astma, allergi og ekstrem fedme.
Studiet er dog ikke kun lavet for at undersøge størrelsen på børns hoveder. Hver især har de mere end tyve forskningsgrupper i samarbejdet et interesseområde, de forsker i. Nogle forsker i fedme, andre i hovedstørrelser, mens Hans Bisgaard og kolleger er interesserede i astma og eksem blandt børn.