Glaxo kunne ikke leve op til forventningerne
Britiske GlaxoSmithKline, der laver alt fra diabetesmedicin til Ribena-saft, kunne ikke leve op til markedets forventninger med sit resultat for første kvartal.
Både resultatet og omsætning skuffede. Førstnævnte endte på 27,3 pence per aktie mod forventningen i markedet på 29 pence, mens omsætningen landede på 6,6 mia. pund mod ventet 6,8 mia. pund.
"Vi er fortsat opmærksomme på de udfordringer, vi står over for grundet de nuværende globale politiske og økonomiske forhold, specielt når det kommer til prissætningen af vores mere etablerede produkter. Vi ser dog også attraktive vækstmuligheder mange steder i vores forretning, og vil fortsætte med at investere i dem," skriver GlaxoSmithKline.
Vigtigt for Novo Nordisk fortæller GlaxoSmithKline, at GLP-1 analogen Albiglutide, der skal konkurrere med Victoza, kører som planlagt.
"Vi modtager løbende data fra Albiglutide, og, som tidligere udmeldt, har vi nu modtaget data fra syv ud af otte studier, der alle understøtter planerne om registrering," skriver GlaxosmithKline.