Novo Nordisks amerikanske rival Amylin Pharmaceuticals undersøger nu mulighederne fra et salg af hele virksomheden. Det sker efter Amylin gav det amerikanske medicinalselskab Bristol-Myers Squibb en kurv tidligere i år, fortæller en kilde til New York Times.
Amylin har ifølge kilden hyret investeringsbankerne Credit Suisse og Goldman Sachs samt et advokatfirma til at forestå processen. Skridtet kommer efter pres fra den kendte aktionæraktivist og milliardær Carl Icahn i kølvandet af Amylins afvisning af Bristol-Myers Squibb.
Flere medicinalvirksomheder ventes ifølge New York Times at være interesserede i Amylin, hvis vigtigste lægemiddel er diabetes 2-midlet Bydureon, der er i direkte konkurrence med Novo Nordisks tilsvarende middel Victoza. Tidligere har andre medier nævnt Sanofi og AstraZeneca som mulige købere af Amylin eller Bydureon.