MedWatch

Tidligere Lundbeck-direktør kaster sig ud i helsekost på ny

Erik Sprunk-Jansen prøvede efter sin tid som topchef i Lundbeck kræfter med et helsekosteventyr. Eventyret kostede ham dog utallige millioner og et konkursramt selskab. Nu er strategien lagt om.

Tidligere Lundbeck-direktør, nuværende medejer af Cleverceuticals, Erik Sprunk-Jansen.

”Vi brændte jo en masse penge af på at bygge en, skal vi kalde det en gammeldags virksomhed op. Dels har vi ikke så mange penge nu, og dels vil vi prøve noget andet.”

Ordene falder med en større ydmyghed hos Erik Sprunk-Jansen, end man måske var vant til, da han som topchef for Lundbeck fra 1987 til 2003 førte medicinalvirksomheden op i den absolutte superliga.

Og perioden efter Lundbeck har da måske også tilføjet en vis ydmyghed. I hvert fald ”brændte” Erik Sprunk-Jansen i sandhed en masse penge af på sin store satsning, som han søsatte i 2004.

Ekstremt dyrt

Satsningen var en verdensomspændende koncern inden for naturmedicin og cremer under navnet Sprunk-Jansen. Men efter at have haft samlede underskud på omkring 100 mio. kroner, gik selskabet konkurs i 2010.

”Det er ekstremt dyrt at bygge en virksomhed op, som arbejder på detailmarkedet. De kæder, som vi selvfølgelig var glade for at have, tager en stor del af fornøjelsen. Så er der et distributionsled, som tager en stor del af fornøjelsen. Og der er de såkaldte brokers i USA, som tager en stor del af fornøjelsen. Der bliver ikke så frygteligt meget tilbage til dem, der producerer eller har udviklet produkterne,” siger den nu 75-årige Erik Sprunk-Jansen til MedWatch.

Men gennem selskabet Cleverceuticals har den tidligere topchef sammen med sin kone, Randi Kindem, og en tidligere aktionær i Sprunk-Jansen, Jesper Krarup, opkøbt varemærket, rettighederne og varelagrene fra konkursboet med henblik på at starte på ny.

Én partner, ét land

”Vi vil ikke kaste os ud i detailhandel igen. Strategien er at finde i første omgang én partner, der er netbaseret, i hvert land, som får eneret i noget tid, så vedkommende kan vise, hvad han eller hun kan,” siger han og uddyber:

”Foreløbig har vi én partner i USA, som skal have lov til at vise, hvad han kan. Og udover de gode partnere vi har i de nordiske lande, så kigger vi på Australien og England.”

De produkter, som Cleverceuticals først og fremmest satser på her i anden start-up, er Weighlevel, et klinisk afprøvet produkt til vægttab, samt Masculine og Feminine, som er produkter, der har med libidoen at gøre - altså sexlysten.

More action

”Hvor vi tør sige ”more action, more babies”. Da det ikke er medicin, må vi ikke fremhæve noget med fertilitet, men vi må gerne sige ”more action, more babies”,” siger han og kan ikke undertrykke en let latter, inden han understreger, at midlerne er understøttet af kliniske studier.

”Som jeg kender dem fra min tid hos Lundbeck. Måske ikke så omfattende som i farmabranchen, men alligevel studier vi kan være bekendte.”

Har I nogen konkrete forventninger til salget?

”Nej, det vil jeg ikke sige her. Så kan man jo let blive til grin, hvis man siger for meget.”

Hårdt arbejde

Hvad er årsagen til, at I forventer, at det går bedre denne gang?

”Der bliver mere tilbage til producenterne, når distributionen er netbaseret, så simpelt er det.”

Erik Sprunk-Jansen erkender dog, at succesen ikke ligger lige om hjørnet, og at det kræver hårdt arbejde.

”Vores strategi går simpelthen på at trække os op ved hårene. I stedet for at brænde mange flere millioner af på store annoncekampagner, så får vi en dygtig partner i de enkelte lande, og vedkommende får så mulighed for at skabe en nethandel.”

 

Prøv MedWatch gratis og uforpligtende i 40 dage, og modtag samtidig vores gratis nyhedsbrev to gange dagligt.

 

Forsiden lige nu

Analytiker: Novos japanske pillestudie ser positivt ud

Det er positive sikkerhedsdata, som Novo torsdag har fremlagt for sin diabetespille, siger Sydbank-analytikeren Søren Løntoft, men advarer mod at bruge studiet til at drage for mange konklusioner om, hvorvidt behandligen reelt er bedre end Eli Lillys Trulicity.

Svenske forskere finder nye veje til medicin mod høretab

Forskere ved Karolinska Instituttet i Sverige har identificeret fire typer af nerveceller, hvoraf tre er helt nye. Opdagelsen kan lede til nye behandlingsformer af høreskader som tinnitus og aldersrelateret høretab. William Demant følger forskningen med interesse, men maner til besindighed.

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier