MedWatch

Sovemedicin under global lup

Producenter, distributører og forhandlere af sovemedicin verden over kan godt forberede sig på, at brugen af sovemedicin fremover bliver kigget efter i sømmene. Ny forskning viser, at risikoen for en for tidlig død stiger med over tre gange for dem, der kun sjældent spiser sovepiller. FDA er orienteret.

Foto: Dima V / Stock.Xchng

10 millioner recepter på sovepiller. Så mange blev der i Storbritannien udskrevet i 2010, og andre vestlige lande har et lignende forbrug.

I USA menes det, at op mod 10 procent af befolkningen bruger sovemedicin, skriver Dr.dk. Men det er langt fra risikofrit at bruge de søvndyssende piller, fastslår en ny undersøgelse.

Amerikanske videnskabsfolk har offentliggjort resultaterne af deres forskning og er nået frem til, at risikoen for at dø tidligt stiger med op til fem gange for dem, der spiser sovepiller. Undersøgelsen er offentliggjort i Storbritannien i British Medical Journal Open.

Risiko for tidlig død

Den tager udgangspunkt i en flereårig såkaldt observationsundersøgelse, hvor man har sammenholdt dødeligheden mellem 10.000, der tager sovemedicin, og 23.000, der ikke gør.

I gennemsnit var risikoen for at dø mere end fire gange højere. Selv den gruppe, der kun brugte sovepiller sjældent, omkring 18 piller årligt, fik mere end tredoblet sandsynligheden for en for tidlig død.

Flere eksperter rundt om i verden mener, at der nu er basis for endnu en gennemgang af vores hyppige brug af sovepiller, skriver Dr.dk.

Man har vidst i lang tid, at sovemedicin indtaget over en længere periode ikke var anbefalelsesværdigt. Men at sovepillerne også kan have store konsekvenser for folk, der kun tager dem over en kort tidsperiode, er nyt.

Brug for mere forskning

Daniel Kripke fra Scripps Clinic Viterbi Family Sleep Centre i La Jolla, Californien, har ledet forskergruppen og peger på, at der er brug for mere forskning. Blandt andet fordi, man ikke præcist ved, hvad der gør sovemedicinen farlig. Derudover er der stillet spørgsmålstegn ved, om det nødvendigvis er selve medicinen, der er farlig – eller om det er den effekt, pillerne har på visse menneskers gøren og laden, der er problemet.

Patienter, der har taget større doser af sovemidlet tamazepam, som var udskrevet over 2,8 mio. gang i Storbritannien, havde en seks gang større risiko for at dø inden for de næste to og et halvt år, skriver The Telegraph.

Sovemedicinen zolpidem, som siden 2007 har været generikamedicin, var udskrevet 733.000 gange i England i 2010. Forskningen viser, at risikoen for en tidligere død var 5,7 gange højere for dem, der tog pillerne hyppigst.

Daniel Kripe har videregivet sin forskning til de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA. Forfatterne siger, at deres resultater, sammen med lignende resultater i tidligere undersøgelser, bør anvendes af myndighederne til at revurdere, om selv beskedne doser af sovepiller er sikkert, skriver den engelske avis.

I Danmark distribuerer blandt andre Nycomed, Pfizer og Actavis sovemedicin.

 

Prøv MedWatch gratis og uforpligtende i 40 dage, og modtag samtidig vores gratis nyhedsbrev to gange dagligt.

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier