
Siden han kom til som adm. direktør i 2000 har Lars Rebien Sørensen skabt 390 mia. kr. i værdi for Novo Nordisk. Regner man lidt på det, svarer det til 100 mio. kr. dagligt.
Det skriver dagbladet Børsen.
I kølvandet på succes-regnskabet i går kunne topchefen lægge 17 mia. kr. oveni markedsværdien. Rebien overtog roret fra Mads Øvlisen ved årtusindskiftet og har i alt siddet i spidsen af Novo Nordisk i 4110 dage, hvor markedsværdien i medicinalkæmpen er øget med 303 mia. kr.
Kniber sig i armen
Derudover kommer udbytter og aktietilbagekøb, som i alt har givet aktionærerne en gevinst på 390 mia. kr.
”Man kniber sig lidt i armen,” siger Lars Rebien Sørensen til dagbladet Børsen, og fortsætter:
”Jeg har en stærk tiltro til, at virksomheden kan blive ved med at vokse mange år frem i tiden. Det er rigtigt, at tallene bliver større og større, og det gør det sværere at vise tilsvarende høje vækstrater. Men man må også konstatere, at antallet af diabetespatienter i verden bliver ved med at stige,” siger han.
Bestyrelsen har besluttet at forlænge Lars Rebien Sørensens kontrakt med yderligere tre år til 2019. I dag er han 57 år og skulle oprindeligt have været fratrådt som 62-årig.