MedWatch

Medvind til fedmemedicin

Ny fedme-forskning fra danske overlæger styrker Novo Nordisk, der er i afgørende fase med at udvikle medicin mod fedme. Konkurrenter fejler dog på stribe, og selskabets topchef kalder det ”et langskud” - men USA's politikere lægger pres på godkendelsesmyndighederne.

Foto: Novo Nordisk / PR

Novo Nordisk pumpede i 2011 godt 9,6 mia. kr. i forsknings- og udvikling, og årsagen er bl.a. igangsættelsen af afgørende forsøg inden for diabetesbehandling, hæmpfoli og fedme.

Men mens den danske koncern lancerer nye diabetesprodukter som perler på en snor, så knytter der sig langt større usikkerhed til udvikling af et nyt produkt mod fedme, nemlig diabetesmidlet Victoza, der under betegnelsen ”liraglutid” har vist lovende resultater mod fedme. Lægemidlet er i fase 3 klinisk forsøg – sidste stop før markedspladsen.

Novo Nordisk topchef Lars Rebien Sørensen fremhævede under sin regnskabspræsentation for pressen i går produktet som en mulighed i ”en lovende pipeline”. Men han kaldte det samtidig et ”langskud”.

Når Cristiano Ronaldo...

Forskningsdirektør Mads Krogsgaard Thomsen uddybede både den kommentar og potentialet over for MedWatch efter mødet:

”Når Lars kalder det et langskud, så skal det forstås på den måde, at når Christiano Ronaldo skyder på 36 meters afstand, så er der større risiko for at skyde ved siden af, end når han skyder på fem meters afstand.  Men det her er lidt nyt farvand for både myndigheder og Novo Nordisk.”

De amerikanske myndigheder, FDA, har været meget kritiske og afvist mange kandidater?

”De har væltet alt, intet er kommet igennem, og ingen af de helt store arbejder på dette område, som alle på et tidspunkt forskede i – det er blevet industriens kirkegård. Så der er et udækket medicinsk behov, og vi er jo lidt optimistiske og tror på det,” siger forskningsdirektøren.

Han tilføjer dog, at en komité under det amerikanske Senat sidste efterår kaldte svær overvægt i USA så stort et problem, at det nærmest har epidemisk karakter. Derfor har de sendt et klart signal til FDA om at gøre, hvad de kan for ”at stimulere produktion på dette område”.

”Så FDA er positivt indstillet, men det skal måles mod fordel versus risiko, og FDA skal selvfølgelig kunne stå på mål for det.”

Rapport på vej

Faktisk er komitéen gået videre end at sende et signal til FDA, fremgår det af flere amerikanske branchesites. Ifølge bl.a. bioportfolio.com skal FDA allerede den 30. marts i år fremlægge en rapport, hvor de kommer med forslag til, hvordan de kan støtte udviklingen af nye produkter mod fedme.

Novo har allerede gennemført fase 3 studie, der blev afsluttet i tredje kvartal 2010. I dette forsøg tabte patienter, der blev behandlet i 56 uger, sig 6 kg mere end patienter, der fik placebo. Yderligere to fase 3-studier er nu påbegyndt. Tusinder af mennesker er med i forsøg, der ifølge direktøren først og fremmest handler om at kunne dokumentere sikkerhed – vægttabseffekten er han ikke i tvivl om. I første halvdel af 2013 regner han med, at dataene vælter ind.

Ny undersøgelse støtter Novo

Diabetesmedicin er ikke et vidundermiddel, men det nedsætter lysten til især usund mad – og derfor giver det vægttab til både diabetespatienter og raske.

Det er konklusionen på et netop offentliggjort forskning fra Diabetologisk Forskningsenhed under Medicinsk afdeling F, på Gentofte Hospital. Overlægerne Tina Vilsbøll og Lise Lotte Gluud står i spidsen for forskningen, der er offentliggjort i det internationalt anerkendte tidsskrift British Medical Journal. Artiklen har på kort tid resulteret i et stort antal henvendelser fra internationale sundhedsmedier, fremhæver de i en pressemeddelelse.

Konkret viser forskningen, at behandling med diabetespræparaterne exenatid og liraglutid – som Novos - forårsager vægttab hos både diabetespatienter og raske.

Ikke et vidundermiddel

”Det er ikke et vidundermiddel, og det gør ikke alle normalvægtige”, understreger Tina Vilsbøll. ”Men patienter  beskriver, at de får en nedsat lyst til specielt usund mad, og at behandlingen nedsætter appetitten. Det gør, at det alt andet lige er nemmere at gennemføre ændringer af den generelle livsstil,” siger hun.

Også Ole Hamberg, der er ledende overlæge på Medicinsk afdeling F, som behandler mange diabetespatienter, ser et lovende potentiale i de nye forskningsresultater. ”Det er et stort skridt i mod en egentlig fedmemedicin,” siger han i meddelelsen.

Mere fra MedWatch

Her er de vigtigste nyheder fra MedWatch i uge 21

Et udbrud af abekopper giver travlhed hos Bavarian Nordic, der har opjusteret forventningerne til året efter stort salg. Og så har to markante danskere forladt deres stillinger hos Pfizer og Ascendis. Gik du glip af noget?

Analytikere ser købere til GN men tvivler på et salg

Med en lav værdiansættelse, en høj strukturel værdi og ingen dominerende aktionærer giver det god mening, hvis internationale kapitalfonde og industrielle spillere lige nu lurer på at købe høre- og lydkoncernen GN Store Nord, mener to analytikere, men om det reelt kommer til at ske, tvivler de dog på.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MedWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier