Biotek-prisvinder jagter ny kapital

Tæring efter næring er en klar ledetråd for Immudex, der hele tiden tuner selskabets udviklingsomkostninger på en måde, så biotekselskabet sikrer fortsat overlevelse.
Foto: Jyllands-Posten
Foto: Jyllands-Posten

Biotekselskabet Immudex, der bl.a. arbejder på at udvikle en mere sikker borreliatest, forsøger allerede nu at hente frisk kapital til at søsætte nye udviklingsprojekter. Men selskabets klare strategi er til stadighed at sikre firmaets fortsatte drift og ikke at satse hele butikken på udviklingsprojekterne – og det kan investorerne godt lide, fortæller firmaets stifter og direktør Henrik Pedersen.

”Vi har en støt stigende indtjening i vores virksomhed, og hvis ingen af vores udviklingsprojekter – stik imod forventning – skulle blive til noget, vil virksomheden stadig være profitabel. Så selv ved et worst case scenario vil virksomheden stadig være her om 10 år, og vi kan se, at investorerne lyser op, når vi fortæller den historie,” pointerer Henrik Pedersen.

Året biotekvirksomhed

Immudex med base i København blev i november 2011 kåret af revisions- og konsulentkoncernen Ernst & Young som ”Entrepreneur Of The Year” i kategorien Life Sciences. Immudex udvikler diagnose-produkter, der har til formål at identificere og måle molekyler, der bruges af kroppens immunforsvar, eksempelvis T-celler.

Selskabet ejes af Viggo Harboe og hans nu afdøde søsters familie – efterkommere af Niels Harboe, der solgte kræftdiagnosefirmaet Dako – samt af medarbejderne. Immudex har fået tilført 45 mio. kr. til udvikling af projekter over tre år, og det er Henrik Pedersens opfattelse, at prisen fra Ernst & Young bl.a. skal ses i lyset af, at selskabet til fulde har formået at følge de budgetter, der er lagt og opnå de milestones, som de har stillet investorerne i udsigt.

Vil rejse kapital i foråret 2012

Pedersen og hans kolleger overvejer nu at rejse i størrelsesordenen 25-125 mio. kr. i foråret 2012. Kapitaltilførslen vil i givet fald være øremærket helt nye udviklingsprojekter.

Det mest ambitiøse af de igangværende udviklingsprojekter er produktet til diagnosticering af sygdommen Neuroborreliose, der skyldes en infektion af borrelia som følge af et skovflåt-bid. Ifølge selskabet er der et eksisterende marked på cirka 300 mio. euro årligt, og som Henrik Pedersen sagde til Børsen i en artikel i kølvandet på prisen:

“Som tingene ser ud i dag, er vi et kommende borreliafirma, og ser man tre-fire år ud i fremtiden, så er vi enten solgt for en fantastisk sum penge, eller vi sælger rigtigt godt af disse tests.”

Regnskabet præget af røde tal

Sådan. Optimismen fejler ikke noget, men som det gælder for de fleste biotekselskaber, så er regnskaberne frem mod den forventede produktlancering præget af røde tal. Det gælder også regnskabet for 2010/2011, der dækker perioden 1. juli 2010-30.juni 2011, selv om selskabet allerede nu har indtægter fra salg af reagenser til brug i studier af kræftvacciner, såkaldte research-use-only (RUO)-reagenser.

Immudex kom ud af regnskabsåret med et underskud på 11,7 mio. kr. og en egenkapital på 5,4 mio.kr. i kølvandet på en stribe planlagte investeringer. De røde tal er dog helt i tråd med budgetterne, da millionerne er brugt på udvikling. Omsætningen i 2011 på de eksisterende produkter udgør kun cirka fire mio. kr. Den omsætning ventes dog femdoblet i løbet af tre-fire år.

Ifølge regnskabet, offentliggjort i november 2011, forløber udviklingen af det ene af selskabets to primære diagnostiske produkter planmæssigt. Dermed henviser ledelsen til borrealia-projektet, der ventes på markedet i 2013.

Det andet større udviklingsprodukt, der er et produkt, der kan måle transplantationspatienters immunstatus ”vil formentlig kunne blive markedsført tidligere end oprindeligt planlagt,” hedder det i regnskabet. Det vil sige i sommeren 2012 i stedet for i efteråret.

Selskabet nåede i regnskabsåret en foruddefineret milestone i forbindelse med lanceringen af et nyt RUO produkt, og det har udløst en investering i selskabet på 15 mio. kr. Denne investering blev først effektueret i det indeværende regnskabsår, nemlig i oktober 2011.

Om udviklingen i indeværende år fremhæver ledelsen, at salget af RUO reagenser vil stige kraftigt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også