MedWatch

Lundbeck passerer atter milliard-milepæl

Lundbeck har efter årets andet kvartal atter et lægemiddel, der omsætter for mere end 1 mia. kr. i ét kvartal. Ifølge adm. direktør Deborah Dunsire ventes væksten at fortsætte.

Foto: Gregers Tycho/ERH

Det er i årets andet kvartal atter lykkedes Lundbeck at krydse en helt særlig milepæl. For med onsdagens kvartalsregnskab har medicinalselskabets depressionsmiddel, der markedsføres under navnene Brintellix samt Trintellix, formået at runde et salg på mere end 1 mia. kr. i ét kvartal.

Af onsdagens regnskab fremgår det således, at depressionsmidlet omsatte for 1,06 mia. kr. i årets andet kvartal, efter en vækst på cirka 7 pct. i forhold til det foregående kvartal. Sammenlignet med samme periode sidste år lyder væksten på 25 pct.

Det er dermed første gang, at Lundbeck har et lægemiddel, der er i stand til at runde mere end 1 mia. kr. i ét kvartal, siden det ældre depressionmiddel, der er kendt som Cipralex eller Lexapro, havde dets storhedstid. Midlet solgte i årets andet kvartal for 572 mio. kr.

(Artiklen fortsætter under grafikken.)

Ifølge Lundbecks adm. direktør, Deborah Dunsire, skal årsagen til væksten hos Brintellix/Trintellix findes på flere markeder.

”Vi har haft en fantastisk præstation på de internationale markeder og i Europa, og vi er vokset meget, meget stærkt i Japan,” siger Deborah Dunsire til MedWatch og henviser til, at depressionsmidlet siden den japanske godkendelse i 2019 har opnået en markedsandel på 6,7 pct. målt i volumen.

Derudover oplyser Lundbeck-direktøren ligeledes, at medicinalselskabet forventer en fortsat vækst på det amerikanske marked, efter der ifølge direktøren har været visse forstyrrelser i salgspromoveringen grundet selskabets partner Takeda. Deborah Dunsire påpeger dog, at disse forstyrrelser vil blive ”vasket væk” i løbet af årets andet halvår.

”Så vi forudser fortsat stærk vækst for Trintellix, baseret på en fremragende profil, som leverer for patienterne,” påpeger Deborah Dunsire.

Trintellix, som depressionsmidlet markedsføres som i USA, omsatte i årets andet kvartal for 387 mio. kr., hvilket er en vækst på 14 pct. sammenlignet med samme periode året før.

På de internationale markeder, der dækker markederne uden for USA og Europa, lød salget på 345 mio. kr. samt en vækst på 40 pct., mens salget i Europa lød på 329 mio. kr. og en vækst på 24 pct. I både Europa og på de internationale markeder markedsføres midlet som Brintellix.

Mere fra MedWatch

Lundbeckfonden ser mulighed for børsnotering af Ferrosan om fem år

Hvis væksten fortsætter for Ferrosan Medical Devices kan medicoselskabet være klar til en børsnotering inden for en femårig tidshorisont, vurderer Arne Due-Hansen, chef for strategiske investeringer i Lundbeckfonden. Fonden har netop annonceret købet af medicoselskabet sammen med ATP og Kirk Kapital.

Læs også

Seneste nyt

MedWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier