MedWatch

Vyepti-udrulning og patientoptag under lup i kommende Lundbeck-regnskab

Lundbecks nyeste lægemiddel, Vyepti, der bruges til forebyggelse af migræne, bliver et af de primære fokuspunkter, når medicinalselskabet onsdag kommer med tal for årets andet kvartal.

Foto: Jens Dresling

Den fortsatte udrulning af Lundbecks nyeste lægemiddel, Vyepti, der bruges til forebyggelse af migræne, vil være blandt de primære fokusområder i det danske medicinalselskabs regnskab for andet kvartal onsdag morgen.

En god del af spændingen omkring den generelle finansielle udvikling i selskabet er allerede blevet udløst, efter at Lundbeck i sidste uge opjusterede forventningerne til hele 2022.

Det skete med henvisning til både en stærk dollar, men også en god udvikling i Lundbecks fire strategiske nøgleprodukter, hvor netop Vyepti er en del af ligningen.

Og da Lundbeck endnu ikke har rapporteret nogen af tallene for andet kvartal, vil det stadig være interessant at se, hvordan udrulningen forløber, og hvordan de øvrige nøgleprodukter udvikler sig.

”Vi holder øje med udrulningen af Vyepti, og hvordan optaget er i forhold til de forgående kvartaler,” siger Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker hos Sydbank, til MarketWire.

”Opjusteringen er drevet af nøgleprodukterne. Så vi kigger efter, hvordan det går med dem og med den lidt ældre del af dem - særligt Brintellix/Trintellix og Abilify Maintena. Spørgsmålet er, om Lundbeck oplever øget patientoptag efter covid-19,” fortsætter han.

Efter sidste uges opjustering venter Lundbeck nu en omsætning på 17,2-17,7 mia. kr. i år mod den tidligere prognose om 16,7-17,3 mia. kr. og et driftsresultat før renter og skat (EBIT) på 2,4-2,7 mia. kr. mod tidligere ventet 2,2-2,6 mia. kr.

Stor vækst i nøglemidler driver værket

Ud over en kraftigt styrket dollar i løbet af 2022, som smitter positivt af på de rapporterede tal - men omvendt også vil trække ned i finansposterne på grund af afdækning - giver Lundbecks udmelding et signal om, at der stadig er god vækst i nøglemidlerne.

Og det billede smitter også af på de estimater for andet kvartal, som Lundbeck havde indsamlet allerede inden opjusteringen.

Salget af Lundbecks antidepressiv Brintellix/Trintellix ses i kvartalet passere 1 mia. kr. og ramme 1019 mio. kr. mod 852 mio. kr. i andet kvartal sidste år.

Skizofrenimidlet Abilify Maintena ventes samtidig at have solgt for 695 mio. kr. mod 613 mio. kr. i andet kvartal 2021.

Salget af Rexulti, der bruges til behandling af skizofreni og depression, ventes at have udgjort 878 mio. kr. mod 706 mio. kr. i den tilsvarende periode sidste år.

For Vyepti ventede analytikerne inden sidste uges opjustering et salg på 212 mio. kr. i andet kvartal mod 101 mio. kr. i april, maj og juni sidste år.

Og ser man på konsensus for hele året, var det allerede inden opjusteringen oppe i Lundbecks nye interval.

Analytikerne ventede ifølge estimaterne inden opjusteringen en samlet omsætning på 17,4 mia. kr. i år og et driftsoverskud (EBIT) på godt 2,6 mia. kr.

Mere fra MedWatch

Lundbeckfonden ser mulighed for børsnotering af Ferrosan om fem år

Hvis væksten fortsætter for Ferrosan Medical Devices kan medicoselskabet være klar til en børsnotering inden for en femårig tidshorisont, vurderer Arne Due-Hansen, chef for strategiske investeringer i Lundbeckfonden. Fonden har netop annonceret købet af medicoselskabet sammen med ATP og Kirk Kapital.

Læs også

Seneste nyt

MedWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier