
Den franske medicinalkæmpe Sanofi vil stille 30 lægemidler til rådighed til verdens 40 fattigste lande.
Det sker som et led i selskabets CSR-strategi, som blandt andet handler om at stille lægemidler til rådighed for den billigst mulige pris.
Det skriver Sanofi i en pressemeddelelse.
Nonprofit-brandet kommer til at hedde Impact, og de 30 lægemidler under brandet betragtes som væsentlige af WHO og dækker en bred vifte af terapeutiske områder, herunder diabetes, hjerte-kar-sygdomme, tuberkulose, malaria og kræft, lyder det fra Sanofi.
Blandt andet stiller det franske medicinalselskab insulin og glibenclamid til behandling af diabetes til rådighed under brandet, mens også tyktarmskræft-lægemidlet oxaliplatin gøres tilgængelig uden profit.