MedWatch

Sydbank: Kursfald i første halvår blandt de værste i historien

De samlede kursfald for årets første seks måneder blander sig med de værste i historien, og der kan være mere negativt i vente, vurderer Sydbanks chefaktieanalytiker, Jacob Pedersen.

Foto: Niels Hougaard/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

Afkastet på de globale aktier er for juni 2022 beregnet til minus 8,4 pct., og de samlede kursfald for årets første seks måneder blander sig med de værste i historien.

Det konstaterer Sydbank i sin seneste udgave af publikationen Aktiestrategi.

Og der kan være mere negativt i vente, vurderer bankens chefaktieanalytiker, Jacob Pedersen.

"Frygten for en recession eller stagflation er tiltagende - med god grund. Flere og flere observationer tyder nemlig på, at forbrugerne rundt om i verden er på vej til at ramme inflationsmuren, og det kan få forbrug og dermed økonomisk vækst og indtjeningsvækst til at bremse kraftigt op. Derfor ser markedsforventningerne om en indtjeningsvækst i år på 11,2 pct. også ud til at være for optimistiske," konstaterer han i Aktiestrategi.

"Den kommende regnskabssæson kan blive første vigtige indikator for, at overophedning og ekstremt høj aktivitet hos mange virksomheder nærmest over natten er/bliver erstattet af en kraftig opbremsning i købelysten. Konsekvensen kan blive flere nedjusteringer, end vi er vant til," påpeger Jacob Pedersen

Han forudser, at de overordnede negative kursbevægelser kan fortsætte i noget tid, men at de i perioder vil være afløst af positive modreaktioner.

Ser mildere på danske aktier

Specielt for de danske aktier har Sydbank beregnet et negativt afkast på 3 pct. i juni. Kun en håndfuld selskaber med Genmab og Bavarian i spidsen har leveret positive afkast, mens både Pandora og Ambu er faldet mere end 20 pct. i juni.

Jacob Pedersen ser med lidt mildere øjne på fremtiden for de danske aktier sammenlignet med den globale udvikling med henvisning til det defensive og kvalitetsprægede danske udvalg.

"Vi betragter stadig det defensive tilt med en høj indeksværdi i medicinalselskaber som en attraktiv egenskab i det aktiemiljø, som vi kan være på vej ind i. Vi får en forsmag på den kommende regnskabssæson allerede i juli, og vi forventer en regnskabssæson, hvor de danske aktier under et vil vise kvalitet og styre uden om de værste effekter af forbrugs-opbremsningen. Halvårsregnskaberne bør derfor være præget af færre skuffelser herhjemme end i udlandet," forudser Jacob Pedersen.

Mere fra MedWatch

Læs også

Seneste nyt

MedWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier