MedWatch

Sydbank-analytiker ser ordremuligheder for Bavarian Nordic i ny britisk vaccineanbefaling

De britiske sundhedsmyndigheder har anbefalet en bredere anvendelse af Bavarian Nordics koppevaccine Imvanex, blandt andet til homoseksuelle og biseksuelle mænd, der er i høj risiko for eksponering mod abekopper.

Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix

Sydbank ser mulighed for flere ordrer til Bavarian Nordic, efter at de britiske sundhedsmyndigheder tirsdag anbefalede en bredere brug af selskabets koppevaccine Imvanex til brug mod abekopper.

Det skriver senioranalytiker Søren Løntoft Hansen i en kommentar onsdag til de nye udmeldinger fra Storbritannien.

De britiske sundhedsmyndigheder anbefalede tirsdag, at homoseksuelle og biseksuelle mænd, der er i høj risiko for eksponering mod abekopper, bør blive tilbudt en vaccine for at begrænse smitteudbruddet.

I den forbindelse anbefalede sundhedsmyndighederne brug af Bavarians koppevaccine Imvanex. Tidligere anbefalede vaccination af personer, der både var i høj risiko for eksponering mod abekopper og nære kontakter til bekræftede smittede, skriver Sydbanks senioranalytiker.

Det kan bane vejen for flere kontrakter til Bavarian, som i starten af juni oplyste, at det har bulk (vaccinesubstans) svarende til ”’flere millioner”’ doser på lager.

- Selvom selskabet har modtaget flere ordrer siden investorkaldet, bør der være bulk på lager til yderligere doser. Vi vurderer, at bredere brug af Imvanex kan føre til yderligere ordrer fra den britiske regering. Hertil kommer ordrer fra andre regeringer, skriver Søren Løntoft Hansen.

Af samme årsag udelukker han derfor ikke flere opjusteringer af selskabets prognose for 2022.

- På lidt længere sigt ser vi desuden mulighed for ordrer i forbindelse med etableringen af lagre til et fremtidigt beredskab og et rejsevaccinemarked i forbindelse med rejser til Vest- og Centralafrika, tilføjer han.

Bavarians vaccine Junnoes, der markedsføres som Imvanex i EU, er den eneste FDA-godkendte vaccine mod netop abekopper, hvilket Sydbank anser som en klar konkurrencemæssig fordel i forhold til andre koppevacciner.

Smitten med abekopper fortsætter med at stige, efter at der siden starten af maj er identificeret smitte flere steder i verden, hvor abekopper normalt ikke er endemisk - herunder flere steder i Europa, i Nord- og Sydamerika samt Australien.

Ifølge det offentlige amerikanske sundhedsorgan CDC (Centers for Disease Control and Prevention) er der for nuværende 3098 bekræftede smittede med abekopper fordelt på 41 nationer, skriver Sydbank.

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MedWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier