
Biotekvirksomheder har fået sværere ved at rejse penge og dén tendens vil fortsætte i de kommende år.
Faktisk spår danske Henrijette Richter, der er ledende partner i den europæiske venturefond Sofinnova, at der i de kommende to år næppe vil ske nogle store børsnoteringer af biotekselskaber, der i de senere år ellers har været vant til at kunne rejse særdeles store beløb gennem salg af aktier.
Det skriver Dagbladet Børsen.
“Måske er det ikke helt så tosset. Der har været en lille smule overoptimisme, i forhold til hvad et selskab er værd. Den regulering kommer nu,” siger hun til avisen.
Hun vurderer, at de selskaber, der vil klare sig bedst gennem den kommende tid, er biotekselskaber, der enten har vist forsøgsresultater i mennesker, eller er meget tæt på det.