MedWatch

Sydbank: Stigning i Bavarian-aktien kan hænge sammen med fund af abekopper

Et udbrud af abekopper i Europa kan give medvind til Bavarian Nordics Jynneos-vaccine, forudser Sydbank.

Foto: Dorthe Bach

Bavarian-aktien stiger torsdag til vejrs i et rødt C25-indeks, og det kan meget vel hænge sammen med, at der de seneste dage er blevet opdaget smitte med abekopper i både Storbritannien, Portugal og USA, mens 23 personer mistænkes at være smittet i Spanien.

Bavarian Nordic har nemlig den eneste myndighedsgodkendte vaccine mod netop abekopper i form af selskabets Jynneos-vaccine.

Sådan lyder vurderingen fra Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker hos Sydbank.

”Der er fund i Storbritannien og mistanke om det i Spanien, Portugal og USA. Jynneos er den eneste vaccine, der er godkendt af FDA (de amerikanske sundhedsmyndigheder, red.) mod abekopper. Det er nok noget af det, som investorerne kigger på,” siger Søren Løntoft Hansen til Marketwire.

Han understreger dog, at det stadig er et tidligt stadie af smitteopsporingen.

”Men det er interessant, at det er forskellige lande, og man er ikke helt klar over, hvordan personerne er blevet smittet med abekopper,” siger Søren Løntoft Hansen.

Abekopper er en sjælden, men alvorlig sygdom, der forekommer naturligt i det centrale og vestlige Afrika. Sygdommen er beslægtet med den menneskelige koppesygdom. Den er dog mindre alvorlig med en dødelighed, der er estimeret til at være fra 1-10 pct. af tilfældene.

Ifølge de britiske sundhedsmyndigheder blev der dog fundet yderligere to smittede personer onsdag, der ikke umiddelbart kan kobles sammen med rejser til Vestafrika. Det samlede antal smittede personer i Storbritannien nu oppe på ni.

Ifølge mediet The Guardian mistænkes 23 personer for at være smittet i Spanien, om end myndighederne endnu ikke har bekræftet, at der er tale om abekopper. I Portugal er fem personer bekræftet smittet, mens yderligere 15 personer undersøges.

Onsdag bekræftede den amerikanske delstat Massachusetts ligeledes, at en person var testet positiv for abekopper. Vedkommendes seneste rejseaktivitet var til Canada, oplyser delstatens sundhedsmyndigheder.

Det er første gang i år, at der er fundet abekopper i USA. I 2021 blev to personer testet positiv efter rejser til Nigeria.

Mere fra MedWatch

Læs også

Seneste nyt

MedWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier